Autohjælp

Ny brand- og redningsstation i Holstebro indviet

Tirsdag blev Falcks nye brand- og redningsstation i Holstebro officielt indviet. Stationen er opført på samme grund som byens hidtidige Falck-station, der blev revet ned sidste år. I de nye bygninger samles ambulancer og redningskøretøjer samt de brandkøretøjer, som siden Falcks overtagelse af det kommunale brandvæsen fortsat har haft base på den kommunale brandstation. Stationen, der har kostet omkring 23 mio. kr., bliver arbejdsplads for ca. 100 medarbejdere.

Præhospital

Vil undersøge kvalifikationskrav til medarbejdere i sygetransporttjenesten

Hvert år gennemføres der over 200.000 liggende sygetransporter, hvor patienterne transporteres af reddere i særlige køretøjer til liggende sygetransport, men uden at der er behov for behandling undervejs. Nu vil Reddernes Udviklingssekretariat i samarbejde med Teknologisk Institut undersøge, hvilke kvalifikationskrav, som der fremover skal stilles til redderne for at sikre, at de kan leve op til kravene om patientsikkerhed og kvalitet.

Præhospital

Falck-kontrakt på drift af lægebiler annulleres efter alvorlige udbudsfejl

I januar vandt Falck opgaven med at drive akutlægebilerne i Randers og Horsens i en periode på mindst tre år. Men der var alvorlige fejl i Region Midtjyllands udbudsmateriale, og det fører nu til, at beslutningen om at indgå kontrakt med Falck bliver annulleret. Det er Falcks konkurrent, Responce, som har klaget over udbuddet – og fået medhold i en stor del af klagepunkterne. Afgørelsen kan ende med også at koste Region Midtjylland en erstatning til Responce.

Præhospital

Redningshelikopter jagtede drenge efter angreb med laserpen

Lørdag aften var en redningshelikopter på vej til Rigshospitalet med en alvorligt syg patient, da der over Gerlev ved Skibby var nogen, som forsøgte at blænde piloten med en laserpen. I første omgang fortsatte helikopteren til Rigshospitalet, men da patienten var afleveret, vendte helikopteren tilbage til det præcise koordinat, hvor den befandt sig, da piloten blev forsøgt blændet. Derefter blev politiet dirigeret til stedet ved hjælp af helikopterens projektør, og det førte politiet til fem lokale drenge.

Præhospital

Kraftig stigning i antallet af førstehjælpskurser

Sidste år lærte godt 350.000 danskere førstehjælp, og det er tæt på at være en rekord. Faktisk er det årlige antal kursister blevet fordoblet i løbet af de seneste 10 år, og det skyldes blandt andet, at førstehjælpsundervisning er blevet obligatorisk, når man skal erhverve kørekort. Næste år bliver undervisningen også obligatorisk i forbindelse med erhvervelse af knallertkørekort, og det kan give en yderligere stigning.

Præhospital

Ambulancereddere savner relevante informationer fra vagtcentral

Selv om der er indført sundhedsfaglig visitation på AMK-vagtcentralen i Slagelse, så oplever mange reddere, at den information om turene, som de får fra vagtcentralen, er mangelfuld, forsinket og mangler relevans. Det betyder, at de vigtige informationer, som sygeplejerskerne på vagtcentralen har fået fra patienterne, ofte ikke når frem til ambulancen – eller først når frem, når ambulancen er fremme og har hentet patienten. Men også teknikken giver problemer, for mobiltelefonerne kan ikke holde forbindelsen, når ambulancen kører med 130 km/t.

Præhospital

Dansk kvalitetsstandard for det præhospitale beredskab får international godkendelse

Den danske kvalitetsmodel for det præhospitale område har netop modtaget en ISQua IAP Award. Det betyder, at den danske standard nu er akkrediteret af The International Society of Quality in Healthcare. ISQua er den overordnede internationale akkrediteringsorganisation for sundhedsområdet, og den fungerer som global paraplyorganisation for alle akkrediteringsorganisationer.

Præhospital

Kommunikationen giver problemer på AMK-vagtcentral

Sidste år indførte regionerne sundhedsfaglig visitation, hvor 112-opkald nu vurderes af sundhedsfaglige medarbejdere, især sygeplejersker. Men kommunikationen har udviklet sig til at være en stor udfordring i den nye organisation, viser en undersøgelse fra Region Sjælland. Når de sundhedsfaglige visitatorer på AMK-vagtcentralen i Slagelse skal overbringe beskeder til de tekniske disponenter, der afsender ambulancerne, sker det ved at sige det ud i lokalet, og i flere konkrete tilfælde har det resulteret i, at udrykninger sendes til forkerte adresser. Samtidig oplever medarbejderne på vagtcentralen, at operatørerne på politiets alarmcentral er fornærmede over at have mistet visitationsopgaven – og at de reagerer ved at viderestille alt for mange opkald til vagtcentralen.

Præhospital

Sundhedsminister: Regionerne skal vælge den bedste ambulanceoperatør

Når regionerne skal vælge ambulanceoperatør, så skal de alene have fokus på, at opgaven løses bedst muligt inden for den afsatte økonomiske ramme. Det gælder også, hvis regionerne overvejer at hjemtage ambulancekørslen. Sådan lyder det fra sundhedsminister Astrid Krag, men SF-formandskandidaten afviser at tage stilling til, om det offentlige selv burde varetage ambulancekørslen.

Præhospital

Redningskorps Danmark fik ikke medhold i klage over ambulanceudbud

Tidligere på året vandt Falck et udbud af driften af en specialambulance, som anvendes ved transport af nyretransplantationsteamet fra Aarhus Universitetshospital i Skejby. Udover Falck havde Redningskorps Danmark budt på opgaven, og redningskorpset valgte efterfølgende at klage til Klagenævnet for Udbud, fordi man mente, at der var blevet lagt for stor vægt på, at redningskorpset ville stationere ambulancen i Middelfart. Men klagen er nu blevet afvist. I første omgang havde Redningskorps Danmark nemlig ikke betalt klagegebyret, og i anden omgang havde klagenævnet problemer med at forstå klagen.