
Katastrofealarm til Storebæltsberedskabet var betjeningsfejl hos politiet
Onsdag blev Storebæltsberedskabet aktiveret med en melding om, at et godstog stod i flammer i den nordlige Storebæltstunnel. Alarmen gik til brandvæsenets indsatsleder, 20 brandfolk fra Korsør og Nyborg samt brandfolk i Slagelse, Sorø, Skælskør og København. Alarmen viste sig imidlertid at være en fejl på politiets alarmcentral i Slagelse, hvor en politimedarbejder var ved at undervise kollegaer i alarmeringssystemet. Da en alarm skulle simuleres, kom politimedarbejderen imidlertid til at afsende en rigtig alarm. Fejlen viste sig dog at være held i uheld, for den afslørede et problem hos Falck, der ikke fik alarmeret brandfolkene i Nyborg.