Brandvæsen måtte indsamle 550 nøgler
Der var hektisk aktivitet i Fredericia natten til fredag. Brandfolk måtte nemlig samle 550 nøgler ind i bymidten, efter at adskillige såkaldte masternøgler dagen forinden var blevet stjålet fra distriktsplejens kontor i midtbyen. Masternøglerne bruges normalt af hjemmeplejen, og kan låse op til nøglebokse hos brugerne. I de bokse ligger nøglen til pensionistens hjem – og dermed kunne tyven få fri adgang til adskillige hjem. Men i nattens løb fik brandfolk hentet samtlige nøgler, 550 stk., og anbragt dem et sikkert sted.