Brandvæsen
Odense Brandvæsens dykkerberedskab sættes i drift
Odense Brandvæsens nye dykkerberedskab bliver i dag kl. 12 sat i drift. På nuværende tidspunkt er der uddannet otte redningsdykkere, og i uge 12 begynder endnu et hold på dykkeruddannelsen. Dykkerberedskabet i Odense Kommune består af redningsdykkere, dykkerassistenter og hjælpere, hvor tre mand udgør et dykkerhold. Redningsdykkerne er godkendt til dyk på op til 30 meters dybde.
Samsø Redningskorps får nye ejere
Efter at have været ejet af samme familie siden oprettelsen i 1934 får Samsø Redningskorps nye ejere. Det er Samsø Redningskorps” mangeårige samarbejdspartner, firmaet Brdr. Kjeldahl i Nordby, som fremover skal stå for driften af redningskorpset, der har 13 fastansatte reddere samt et antal deltidsbrandfolk. Samsø Redningskorps har kontrakt med Samsø Kommune om brandslukning og Århus Amt (nu Region Midtjylland) om ambulancekørsel og sygetransport.
Ny beredskabschef vil se fremad
Det fælleskommunale beredskab på Djursland, som blev etableret ved årsskiftet, har fået sin første chef, idet de to kommuners ansættelsesudvalg er blevet enige om at tilbyde Claus Rose Andresen stillingen. Men valget er ikke populært hos brandfolkene. For godt nok er den nye beredskabschef bredt respekteret for sine faglige og ledermæssige evner, men han fik også for en måned siden en betinget fængselsdom for mandatsvig overfor Kolding Kommune, hvor han i perioden 2002-2005 var beredskabschef.
Odsherreds brandvæsener havde problemer i snestormen
Odsherred Brandvæsen havde under snestormen i går og i nat en del problemer. Værst gik det ud over brandstation Asnæs. Det fortæller beredskabschef Jens Larsen, der selv var indsatsleder på stationen i nat. Brandfolkene på stationen i Asnæs måtte opgive at nå frem til en alarm fra Skamlebæk Radiostation. I Vig måtte brandfokene gå det sidste stykke ud til en skorstensbrand.
Redningsstation genåbnet efter stort sygefravær
Farvandsvæsenets redningsstation i Hirtshals genåbnede tirsdag efter at have været lukket siden onsdag i sidste uge. Årsagen til lukningen var, at fire af redningsstationens nøglepersoner meldte sig syge. Nogle af sygemeldingerne har angiveligt haft rod i dårligt arbejdsmiljø. Farvandsvæsenets skibsinspektør Mogens Rasmussen fortæller, at alle redningsmænd på nær en er tilbage i tjeneste. Desuden mangler stationen en medarbejder i forhold til den gældende normering.
Ny autosprøjte gav politiske dønninger
Anskaffelsen af en ny autosprøjte til det tidligere Rougsø-Sønderhald Brandvæsen gav anledning til en længere debat på det seneste møde i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune. Autosprøjten blev nemlig bestilt umiddelbart efter, at Rougsø Kommune havde godkendt købet – og det skete kort tid før Rougsø Kommune blev en del af Norddjurs Kommune. Efterfølgende viste det sig imidlertid, at købet skulle have været godkendt af sammenlægningsudvalget, og her ønskede man at lade en ny beredskabschef tage stilling til alle nyanskaffelser. Trusler om et erstatningskrav fra leverandøren fik dog politikerne til at godkende købet.
Ballade på kystredningsstationen i Hirtshals
Farvandsvæsenets kystredningsstation i Hirtshals er midlertidigt lukket, og beredskabet i Skagerak er svækket. Den officielle årsag er, at fire nøglepersoner blandt de 14 redningsfolk er sygemeldte. Ingen på redningsstationen i Hirtshals vil kommentere situationen, men sygemeldingerne kommer oven på længere tids problemer med arbejdsmiljøet på stationen.
Arbejdstilsynet kræver forbedringer på brandstation
Brandstationen i Middelfart er atter kommet i Arbejdstilsynets søgelys. Tilsynet kræver blandt andet bedre udluftning og nye badefaciliteter. Og så skal brandstationen hyre en autoriseret rådgiver til at arbejde med stationens arbejdsmiljø i to år. Tilsynsførende Marianne Norup slår overfor Fyens Stiftstidende fast, at brandstationen helt klart overtræder arbejdsmiljøloven. Men Middelfart Kommune har to uger til at gå til Arbejdsmiljøklagenævnet, hvis de ikke er enige i tilsynets afgørelse.
Afgørelse fra fogedretten skaber klarhed om brug af navn
Gennem nogen tid har der været usikkerhed om, hvem der står for uddannelsen Eksamineret Sikringsleder. Både Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) og brancheorganisationen SikkerhedsBranchen har gjort krav på navnet i forbindelse med uddannelser, som markedsføres af de to kursusudbydere. Sagen har af DBI været indbragt for fogedretten, som nu har afsagt kendelse om, at kun DBI må anvende navnet.