Falcks nødberedskab i fare under arbejdsnedlæggelsen
Under de seneste dages overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i Falck har der på de strejkeramte stationer været opretholdt et særligt nødberedskab, som sikrede, at alle akutte opgaver blev udført. Men mandag eftermiddag valgte en del af redderne på Falcks stationer i Århus ifølge BeredskabsInfos oplysninger at forlade stationerne og dermed undlade at indgå i nødberedskabet. Falck måtte i hast indkalde ledende medarbejdere til at indgå i nødberedskabet, som således blev opretholdt, men det er første gang i Falcks historie, at redderne ikke har opretholdt nødberedskabet under en arbejdsnedlæggelse.