Totempo: DR skader bevidst Totempo og vores image
Kritikken mod autohjælpsfirmaet Totempo var hård i tirsdagens udgave af Kontant på DR 1. Ifølge Kontant strømmer det ind med klager over høje regninger, lange reparationstider og skjulte rabatter, ligesom Totempo i programmet blev beskyldt for bevidst ikke at uddanne selskabets medarbejdere til at kunne foretage selv de mest simple reparationer, fordi Totempo tjener sine penge på at få bilerne ind på selskabets egne værksteder. Men Totempos direktør mener, at Kontants behandling af Totempo var urimelig og helt uacceptabel, og at Kontant helt bevidst søger at skade Totempo og Totempos image. Totempo overvejer derfor at indbringe Kontant for Pressenævnet og at skrive til Danmarks Radios ledelse.