Sidste år behandlede Styrelsen for Patientsikkerhed hele 126 sager om anerkendelse af udenlandske uddannelser indenfor det præhospitale område. Det er en voldsom stigning i forhold til 2014, hvor der kun var to sager. Samtlige sager resulterede i, at den udenlandske uddannelse blev anerkendt.
Styrelsen for Patientsikkerhed behandler sager, hvor personer med en udenlandsk uddannelse indenfor det præhospitale område ønsker at få anerkendt deres uddannelse, så de kan arbejde i Danmark. Styrelsen kan anerkende udenlandske uddannelser, der sidestilles med den danske ambulanceassistent-, ambulancebehandler- eller paramedicineruddannelse.
I 2015 fik styrelsen 82 ansøgninger om anerkendelse af en udenlandsk uddannelse på ambulanceassistent-niveau. Året før var der ingen ansøgninger på dette område. Alle 82 ansøgninger førte til anerkendelse af uddannelsen.
Der var endvidere 36, som søgte om at få anerkendt en uddannelse på ambulancebehandler-niveau, mod to året før. Også her fik alle ansøgere anerkendt uddannelsen. Det samme var tilfældet for de otte, der søgte om anerkendelse af en uddannelse på paramediciner-niveau. Her var der ingen ansøgninger i 2014.