Når borgerne i Region Midtjylland klager over den præhospitale hjælp, så er det oftest visitationen af 112-opkald og den generelle kommunikation med AMK-vagtcentralen, som der klages over. Set i forhold til de store antal patienter, som får præhospital hjælp, ligger det samlede antal klager dog meget lavt.
Sidste år klagede borgerne i Region Midtjylland i alt 74 gange over det præhospitale område, hvortil kommer 113 klager vedrørende siddende sygetransport. I samme periode var der 160.797 patienter, der fik præhospital hjælp i form af f.eks. en ambulance, liggende sygetransport eller sundhedsfaglig vejledning.
Næsten hver tredje klage vedrører visitation og kommunikation på AMK-vagtcentralen. Som eksempler på de 24 klager, som blev modtaget på dette område, kan nævnes borgere, der udtrykte utilfredshed over efter vurdering at blive viderestillet til vagtlægen, henvist til egen læge eller visiteret til en taxa. Der er også klager fra borgere, der udtrykker utilfredshed over samtalens forløb. Det kan for eksempel være utilfredshed med, at der stilles for mange spørgsmål, som borgeren ikke kan forstå baggrunden for.
Der blev modtaget fire klager over behandling og visitation på stedet, eksempelvis hvor borgeren mener, at ambulancepersonalet eller lægen på akutlægebilen har givet en forkert eller mangelfuld behandling. Der er også klager, hvor der udtrykkes utilfredshed over, personalet har visiteret til et andet hospital end det borgeren mener, er det rette.
Yderligere 11 klager vedrører adfærd og kommunikation på stedet. Det kan eksempelvis være klager, hvor borgeren udtrykker utilfredshed over ambulancepersonalets eller personalet på akutlægebilens tone i samtalen og de spørgsmål, der stilles, eller hvor der udtrykkes utilfredshed med manglende information til patienten og/eller inddragelse af pårørende.
Ni borgere klagede over responstider og servicemål, hvor der blev udtrykt utilfredshed med ventetiden på ambulancer eller køretøjer til liggende sygetransport.
I kategorien ”øvrige klager” modtog Region Midtjylland i 2015 i alt 23 klager. Som eksempler på disse klager nævner regionen chaufførens adfærd eller kørsel ved den siddende sygetransport, støj fra udrykningshorn og ambulancepersonalets kørsel i trafikken.