Vil søge om penge til ny akutbil i Hornbæk

Region Hovedstadens nyeste akutbil placeres i Hundested, men regionen vil nu søge om penge fra Sundhedsstyrelsens akutpulje til at kunne indsætte yderligere en akutbil. Den skal så placeres i Hornbæk, som sammen med Hundested er det område, hvor der er størst udfordringer med responstiderne.

Som BeredskabsInfo omtalte tidligere på måneden, vil Region Hovedstadens akutbil nr. 6 blive placeret i Hundested. Det sker efter længere tids debat, hvor placeringer i både Hundested og Hornbæk var inde i billedet.

“Begge områder i Region Hovedstaden har en geografisk placering og afstand til ambulancebaserne, der kan gøre det sværere for hjælpen at nå frem på kort tid. Responstiden har dog været længst i Hundested, så det er fornuftigt, at akutberedskabet får en akutbil der”, siger Thomas Reimann, der er direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.

Håber på ny akutbil i Hornbæk

Region Hovedstaden bebuder dog nu, at regionen vil søge om penge fra Sundhedsstyrelsens akutpulje for at kunne indsætte en akutbil nr. 7, der så skal placeres i Hornbæk:

​”Vi skal sikre tryghed og hurtig hjælp til alle borgere i alle dele af regionen, og derfor er det vigtigt at se på, hvor der her og nu er mest brug for at støtte beredskabet. Derfor skal akutbilen til Hundested, men vi politikere er enige om, at hvis får endnu en akutbil, så skal den til Hornbæk, hvor der også er behov”, siger Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

Annonce