Vil søge at udbrede model med adgang til krisepsykolog for øjenvidner

Sidste år gennemførte Falck et forsøg, hvor ambulancereddere fra Roskilde fik mulighed for at formidle en direkte kontakt til krisepsykologer, så dem, der havde overværet en ulykke, havde mulighed for at modtage hjælp og bearbejde oplevelsen. I alt benyttede omkring 10 pct. af øjenvidnerne sig af tilbuddet om en psykologsamtale, og Falck vil nu give mulighed for, at ordningen indgår i fremtidige ambulancekontrakter.

I Danmark rykker ambulancer ud til mere end 200.000 tilfælde af akut opstået sygdom eller ulykker. Fra nødopkaldet er foretaget til ambulancen ankommer spiller pårørende eller tilfældige øjenvidner en helt afgørende rolle: De ringer efter hjælp, yder førstehjælp og hjælper patienten, indtil ambulanceredderne tager over. Men for nogen øjenvidner opstår der psykiske udfordringer i tiden efter ulykken.

En undersøgelse udført af Falck viser, at 24 pct. af øjenvidnerne oplever så alvorlige mentale udfordringer efterfølgende, at de i værste fald kan udvikle sig til en belastningsreaktion og PTSD.

Har uddelt kontaktkort til øjenvidner

For at forebygge at øjenvidner udvikler psykiske mén, har psykologer og paramedicinere i Falck afprøvet en model, hvor ambulanceredderne på skadesstedet formidler en direkte kontakt til krisepsykologer i Falck, så dem, der har overværet en ulykke, har mulighed for at modtage hjælp og bearbejde oplevelsen.

Initiativet er blevet afprøvet i samarbejde med Region Sjælland ud fra ambulancebasen i Roskilde, hvor ambulancereddere har uddelt kontaktkort til øjenvidner.

”Resultaterne af forsøgsperioden har kun bekræftet os i, at vi med ganske få greb kan gøre rigtig meget for de mennesker, der spiller en vigtig rolle inden ambulancen ankommer. Under en ulykke er det primære fokus og behandlingen naturligt fokuseret på den tilskadekomne, men det har været utroligt meningsgivende, at vi med tiltaget har kunnet tage os af endnu flere mennesker – også efter at ambulancen er kørt”, siger Lars Dam, som er direktør og ansvarlig for Falcks ambulancedrift i Vesteuropa.

I alt benyttede omkring 10 pct. af øjenvidnerne sig af tilbuddet om en psykologsamtale. Og resultaterne gør, at Falck nu er klar til at udbrede initiativet til interesserede samarbejdspartnere og i kommende nye ambulancekontrakter i f.eks. Danmark, Spanien og Sverige.

Annonce