Vil se på, om der kan skabes større tryghed for førere af udrykningskøretøjer

Der skal fortsat være et system, der sikrer, at det straffes, hvis man kører uretmæssig udrykningskørsel. Det fastslår transportminister Trine Bramsen (S). Men samtidig tilkendegiver ministeren, at hun gerne vil kigge på, om der er noget, som kan gøres for at sikre en større grad af tryghed i jobbet som fører af udrykningskøretøjer. Det sker efter en konkret sag, hvor en redder blev tiltalt efter en ulykke under udrykningskørsel.

Spørgsmålet om færdselslovgivning i forbindelse med udrykningskørsel blev debatteret i Folketingssalen på baggrund af den meget omtalte sag fra Randers, hvor en ambulanceredder blev tiltalt, men senere frikendt, efter en ulykke under udrykningskørsel.

Sagen fik Folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) til at spørge transportminister Trine Bramsen (S) om ministerens holdning til, at ambulanceførere og andet udrykningspersonale kan få frakendes kørekortet og dermed miste retten til at køre bil som følge af påkørselsulykker under udrykning.

Kun straf hvis regler er overtrådt

”Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag, men jeg kan forstå, at ambulanceføreren efterfølgende er blevet frikendt i sagen. Som svar på spørgsmålet vil jeg indledningsvis anerkende og takke for det arbejde, som vores politi og beredskab dagligt varetager. Det indebærer bl.a., at det i krisemæssige situationer er nødvendigt, at der køres udrykningskørsel”, sagde Trine Bramsen – og fortsatte:

”Førere af udrykningskøretøjer straffes ikke på samme måde som privatbilister, så længe betingelserne, for at der kan ske udrykningskørsel, er opfyldt. Det udløser altså ikke i sig selv et strafansvar, hvis en fører af et udrykningskøretøj er involveret i en færdselsulykke. Reglerne er indrettet på den måde, at føreren af et udrykningskøretøj skal sikre sig, at udrykningskørslen er retmæssig, det vil sige, at det skal være nødvendigt, at der køres med udrykningskøretøjer. Selvfølgelig skal føreren sikre sig, at de nærmere regler for selve udrykningen iagttages under kørslen, og det handler bl.a. om brugen af udrykningssignaler, regler for nedbremsning ved fremkørsel i rødt lyssignal, samt under hvilke omstændigheder der kan ske tilsidesættelse af regler om hastighed. Men det er altså en misforståelse, at det i sig selv er strafbart for en fører af et udrykningskøretøj at være involveret i et færdselsuheld i forbindelse med udrykningskørslen. Førere af udrykningskøretøjer kan straffes, hvis de grundlæggende betingelser for at foretage udrykningskørslen ikke er til stede, eller hvis de nærmere regler for udrykningskørslen ikke overholdes”.

Ikke hente frokosten med udrykning…

Samtidig understregede transportministeren, at der er behov for et system, der kan straffe uretmæssig udrykningskørsel:

”Hvis føreren af et udrykningskøretøj idømmes strafansvar efter færdselslovens regler, betyder det jo, at man i dag har vurderet, at betingelserne for at foretage udrykningskørslen ikke har været til stede, med andre ord at udrykningskørslen har været uretmæssig. Og jeg mener sådan set, at der skal være et system, der sanktionerer, hvis man kører uretmæssig udrykningskørsel.”

Derefter åbnede ministeren dog også op for at kigge på reglerne:

”Jeg vil gerne kigge på, om der er noget, vi kan gøre for at sikre en større grad af tryghed i jobbet som fører af udrykningskøretøjer. Det er rigtig godt at løfte problemstillinger, også på baggrund af hændelser i virkeligheden. Det er jo det, der gør vores folkestyre så godt og så stærkt, at vi lytter til de problemstillinger, der er ude i den virkelige verden, og at vi også herinde holder balancerne. For der er balancer, der skal holdes her. For selvfølgelig skal man ikke, som man ser det i amerikanske film, køre hen til sandwichbaren med fuld udrykning og risikere, at der sker ulykker der. Det skal man jo ikke i de situationer. Og jeg mistænker bestemt ingen for at køre hen efter frokosten med fuld udrykning. Men det er klart, at det jo er inden for de balancer, vi skal sørge for at finde løsninger på det her. Omvendt er der jo heller ikke er nogen, der har interesse i, at vores dygtige politi og beredskab går utrygge på arbejde”.

Annonce