Som følge af den massive mangel på ambulancereddere vil Region Hovedstaden nu udbygge den såkaldte præhospitale visitatorfunktion. Det er en ordning, som indebærer, at der ved B-kørsler kan afsendes en paramediciner i en akutbil for at revurdere, om borgeren faktisk har brug for en ambulance. Ved hele 75 pct. af kørslerne er ambulancen endt med at blive annulleret, og derfor vil regionen nu indsætte seks nye enheder.
Den præhospitale visitatorfunktion i Region Hovedstaden blev etableret i marts 2020. Siden da har to paramedicinerbemandede akutbiler hver dag rykket ud til udvalgte B-kørsler, altså kørsler, hvor AMK-vagtcentralen har vurderet, at der var tale om akut og alvorlig sygdom eller tilskadekomst, men hvor der ikke vurderes at være tale om en livstruende tilstand.
Formålet med ordningen er at aflaste ambulanceberedskabet, og resultaterne har været gode: 43 pct. af patienterne visiteres til anden transport end ambulance (egen transport, siddende eller liggende sygetransport). 32 pct. indlægges ikke, men instrueres i egenomsorg. Kun 24 pct. indlægges med ambulance.
Region Hovedstaden vil derfor opnormere ordningen med seks deldøgnberedskaber.
Kræver flere køretøjer til sygetransport
Et vigtigt element i opnormeringen er imidlertid også, at der skal være tilstrækkeligt med køretøjer til liggende sygetransporter, som den præhospitale visitatorfunktion kan omvisitere til. I dag ender AMK-vagtcentralen nemlig ofte med at disponere B-kørsler i stedet for liggende sygetransport, fordi der er lange ventetider på liggende sygetransport. En opnormering af den præhospitale visitatorfunktion skal derfor følges op med en opnormering af den liggende sygetransport for at få den ønskede effekt.
I modsætning til ambulancerne, så er der i branchen ikke kapacitetsproblemer i forhold til liggende sygetransport, hvor kravene til mandskabets uddannelse er langt mindre. Regionen har således allerede tilkøbt to døgndækkende liggende sygetransportberedskaber hos Falck, og de blev sat i drift i starten af året. Fra 1. juni 2022 forventes yderligere to døgndækkede sygetransportberedskaber at være i drift. I gennemsnit kan et døgnberedskab køre ca. 16 patienter i døgnet.