Vil flytte ambulancestationen i Vejle væk fra midtbyen

Ambulancestationen i Vejle. Arkivfoto.

Fra 2025 vil ambulancerne i Vejle få en ny placering. I dag rykker de ud fra en station i bymidten, men forholdene på station er trange. Samtidig vurderer Region Syddanmark, at en placering med hurtig adgang til motor- og indfaldsvejene samlet set vil give en bedre dækning. Den ændrede placering kan dog gøre, at det bliver nødvendigt at etablere en ny ambulancestation i Bredsten.

I dag er Vejles ambulancestation – der drives af Responce – placeret på Sjællandsgade 38 i midtbyen. Men i forbindelse med det igangværende ambulanceudbud ønsker Region Syddanmark, at stationen skal flyttes til en ny placering.

Baggrunden er blandt andet, at der i dag er trange forhold på ambulancestationen, især efter at beredskabet i 2023 blev øget fra fire til fem ambulancer. Samtidig betyder stationens placering tæt ved havnen, at der er risiko for oversvømmelse af stationen og vejene til og fra stationen.

Bedre responstider i Børkop – dårligere i Jelling

I stedet for den nuværende placering ønsker regionen en station tæt på motorvejen ved afkørsel Vejle C eller Vejle S. Det vil give bedre dækning i retning mod Fredericia, hvor især Børkop-området har mange udrykninger og lange responstider.

Regionen vurderer, at en ny placering kan nedbringe responstiden i Børkop-området med 2-4 minutter. Desuden vil en placering udenfor bymidten give bedre mulighed for, at en eventuel ny ambulanceoperatør kan finde en egnet bygning eller grund til en station.

Ulempen er dog, at den ønskede placering vil betyde, at responstiden til Jelling-området vil stige med 2-3 minutter. Der er dog kun halvt så mange udrykninger i dette område som i Børkop. Regionen lægger imidlertid op til, at man efter dialog med den vindende ambulanceoperatør kan overveje at etablere en ny ambulancestation i Bredsten-området – som så kan blive hjemsted for en af de nuværende Vejle-ambulancer. En ekstra station vil i sig selv koste 0,2 – 0,3 mio. kr. om året.

Placeringen af ambulancestationen i Vejle indgår som et punkt, der skal forhandles med den vindende ambulanceoperatør. Derfor kan planerne stadig blive ændret, men regionen understreger, at man under alle omstændigheder ønsker en anden placering end i midtbyen.

Annonce