Vil bygge ny brandstation i Klakring

Brandstationen i Klakring.

Hedensted Kommune vil bygge en ny brandstation i Klakring, som Sydøstjyllands Brandvæsen herefter skal leje. Der bliver tale om en investering på ca. 2,4 mio. kr. Den oprindelige plan om, at der skulle bygges en kombineret brand- og ambulancestation, er dog opgivet, da Region Midtjylland har meddelt, at de ikke længere ønsker at indgå i projektet.

Den nuværende brandstation i Klakring er ikke længere tidssvarende, og derfor er Hedensted Kommune og Sydøstjyllands Brandvæsen blevet enige om et projekt, hvor Hedensted Kommune bygger en ny brandstation på ca. 200 m2 på den eksisterende materielgårds grund.

Bygningen kommer til at indeholde fælles velfærdsfaciliteter for materielgården og Sydøstjyllands Brandvæsen samt en garage til Sydøstjyllands Brandvæsen.

Årlig husleje på 200.000 kr.

De samlede anlægsomkostninger bliver på ca. 3,6 mio. kr. Heraf udgør Sydøstjyllands Brandvæsens andel ca. 2,4 mio. kr., svarende til Sydøstjyllands Brandvæsens brugsandel. Planen er, at Sydøstjyllands Brandvæsen indgår en 20-årig lejeaftale, hvor den årlige husleje bliver på ca. 200.000 kr.

I projektet indgik oprindeligt, at Region Midtjylland ville leje sig ind i en garage, som skulle bruges til en ambulance i bl.a. sommerperioden. Regionen har imidlertid nu meddelt, at de ikke længere vil indgå i projektet.

Annonce