I denne uge blev en bornholmsk mand idømt 60 dages fængsel for vold mod en ambulanceredder og forsøg på vold mod en politibetjent. Og dommen understreger vigtigheden af, at redderne anmelder alle tilfælde, hvor de udsættes for vold og trusler om vold, ligesom dommen bør føre til et bedre samarbejde på tværs af de forskellige ambulancetjenester for at holde fokus på problemerne med vold mod kollegaer. Det skriver fællessikkerhedsrepræsentant Kenneth Jensen fra Falcks region øst i dette debatindlæg.
Af Kenneth Jensen, fællessikkerhedsrepræsentant, Falck region øst
Ambulancereddere oplever ofte at blive udsat for vold og trusler om vold, når de passer deres job med at hjælpe mennesker i nød. Redderne har i forvejen et fysisk og psykisk belastende job med lange vagter og pressede situationer, hvor de skal tage hurtige beslutninger i forbindelse med indsats.
Det er således ikke acceptabelt, at redderne også udsættes for vold og trusler om vold. Når en eller flere reddere har været udsat for vold, har vi før oplevet, at voldsmanden er sluppet med en betinget straf og dermed har kunnet gå lige ud i friheden. Det var således glædeligt at erfare, at en voldsmand på Bornholm er blevet idømt 60 dage ubetinget fængsel for vold med en ambulanceredder og for at have slået ud efter en politibetjent.
Der er nu al mulig grund til at anmelde alle tilfælde, hvor reddere har været udsat for vold, til politiet. Når en redder kommer ud for at blive overfaldet på sit job, så er det afsted til skadestuen og få lavet en voldsattest, som medbringes på politistationen, hvor sagen anmeldes.
Hvis vi skal den meningsløse vold over for vores kolleger til livs, er vi nødt til at sætte fokus på volden mod brand- og redningsfolk, som blot passer deres job. Dommen kan bruges til positivt at udvikle samarbejdet på tværs af tilhørsforhold i henholdsvis kommunale og private væsener, idet vi her har en fælles opgave med at holde fokus på vold mod vores kolleger.
Mon ikke den afsagte dom fra Bornholm vil få i hvert fald nogle til at tænke sig om, inden de overfalder en sagesløs redder?