Vestsjællands Amt vil drøfte stigende antal udrykninger med Falck

Da Vestsjællands Amt sidste år indgik en ny ambulanceaftale med Falck var forventningen at amtet kunne spare ca. 34 mio. kr. i løbet af de fem år, som kontrakten omfattede. Det skulle bl.a. ske ved at Falck selv fik lov til at bestemme antallet af ambulanceberedskaber og deres placering, ligesom flere ambulanceberedskaber blev helt eller delvist nedlagt og afløst af akutbiler.

Men siden da er udviklingen gået i den stik modsatte retning af hvad amtet forventede – i løbet af årets første syv måneder er antallet af ambulanceudrykninger steget så kraftigt at udgifterne ligger 20% over niveauet sidste år. Hvis udviklingen fortsætter resten af året vil amtets budget for ambulancekørsel blive overskredet med 20 mio. kr. Derfor vil Vestsjællands Amt nu have et møde med Falck for at få en forklaring på den store stigning i udrykningerne.

Vestsjællands Amt mener at Falck i flere tilfælde har sendt for mange køretøjer til selv relativt små ulykker, og at Falck har været for langsomme til at afmelde ambulancer og redningsvogne, når tilbagemeldingerne har vist, at der ikke var behov for dem. Samtidig mener amtet at den nye ordning med akutbiler, som var en væsentlig del af den nye kontrakt med Falck, ikke fungerer optimalt, og at Falck for ofte sender akutbiler afsted selv om en traditionel ambulance kan være lige så hurtigt frem.

Amtet mener dog også at en del af stigningen i ambulanceudrykningerne skyldes at folk i stadigt stigende omfang ringer til 112, ligesom amtet vil have praktiserende læger og vagtlæger til i flere tilfælde at indlægge patienter uden brug af blå blink.

I 2001 var der i Vestsjællands Amt 25.464 akutte kørsler mod 22.401 i 2000, og i første halvår af i år var tallet 14.540. Hvis andet halvår af 2002 fortsætter på den måde, er der altså udsigt til omkring 30.000 akutte kørsler, når året er gået.

Annonce