I et tidligere debatindlæg har narkoselæge Bo Nees Iversen kritiseret det vestjyske akutberedskab, der efter hans mening burde organiseres på samme måde som i resten af Region Midtjylland – det vil sige med akutlægebiler, der bemandes med en redder og en narkoselæge. I lokale medier har områdets præhospitale leder afvist kritikken, men det undrer reddernes fællestillidsmand, Jan H. Lauvring, der i dette indlæg erklærer sig enig med Bo Nees Iversen.
Af fællestillidsmand Jan H. Lauvring på vegne af ambulanceredderne i Midt- og Vestjylland
Det er ikke uden undren, at ambulanceredderne i det midt- og vestjyske i Holstebro Dagblad kan læse, at en kritik, der er i overensstemmelse med det, der faktuelt opleves af andre aktører i den præhospitale indsats, ikke kan genkendes af den præhospitale leder for området.
Det kan være svært som præhospital leder at reagere positivt på kritik af en ordning, man ikke blot har været ophavsmand til og fortaler for, men i den grad igennem tiden har profileret i respektive medier som værende unik. En opfattelse, der så tilsyneladende ikke deles af alle, ej heller nu af alle læger, med kendskab til området.
Vi mener imidlertid, at det er ganske på sin plads at overveje, hvorvidt vestjyderne – som overskriften antyder – snydes for akutbehandling, set i forhold til den præhospitale indsats i regionen som helhed.
Der er forskel på praksis i øst og vest
Den konkrete kritik går ganske enkelt ud på, hvorvidt lægebilerne i Holstebro og Herning rykker ud i tilfælde af, at de visiteres hertil af f.eks. regionens vagtcentral og efter de retningslinjer, der er standard på området. Efter de meldinger, jeg jævnligt får fra kollegaer, må jeg konkludere, at der i hvert fald er forskel på ”øst” og ”vest” i forhold til, hvorvidt det kan forventes, at der kommer en lægebil frem eller ej. Dette specielt også når mandskab for ”østlige” ambulancer assisterer i det midtjyske område. Denne ”tilfældighed” er ikke hensigtsmæssig i forbindelse med præhospital indsats.
Det er ikke svært at gisne om hvorfor, idet lægebilerne i den østlige del af regionen, i modsætning til lægebilerne i Herning og Holstebro, alene er vagtsat til tjeneste præhospitalt og således ikke skal tage hensyn til f.eks. samtidigt vagtsat arbejde på et sygehus. Det er i korte træk denne forskel, læge Bo Nees Iversen fremfører for Holstebro- og Herning-området, idet der her så bliver tale om en prioritering af, hvorvidt lægen ønsker og/eller har mulighed for at køre eller ej. Det tilkendegives i artiklen, at ”man på trods af opfordring til at rykke ud, ofte har sendt akutbilen med narkosesygeplejersken af sted uden lægelig assistance”. Dette betyder i givet fald, at borgerne i de berørte områder i Vestjylland får hjælp af en sygeplejerske, der selvsagt ikke kan sidestilles med en narkoselæge med de for læger relevante akutkurser.
Forskelligheder giver risiko for utilsigtede hændelser
Brug af lægebemandede biler – og antallet heraf – er i sidste ende en politisk beslutning, men vi vil ved den givne anledning igen appellere til de politiske beslutningstagere om i det mindste at gøre ordningerne ens i regionen. Forskelligheder, som der her er tale om, er ikke bare uholdbart set fra en borgers synspunkt, men også for den primære ambulancetjeneste, hvor mandskabet jo bliver disponeret i regionen som helhed. Her er forskelligheder i præhospitale ordninger som netop assistance af lægebil en væsentlig faktor for, hvornår utilsigtede hændelser kan og vil opstå.
Sluttelig vil jeg bare gentage, hvad vi fra ambulancereddernes side har beskrevet i tidligere høringssvar i forbindelse med høringen omkring akutberedskabet i april 2010. Et synspunkt, der taler for ”ensartethed” omkring organisering af lægebemandede akutbiler og samtidig kan medvirke til at eliminere den – måske berettigede – fremførte kritik af hvorvidt vestjyder ”snydes” for akutbehandling:
”Vi finder en udvidelse og styrkelse af lægebemandede akutbiler positivt, og har ingen umiddelbare kommentarer til placering. Vi vil dog meget kraftigt anbefale en udvikling, hvor akutbilerne i Nordvestjylland såvel bemandingsmæssigt samt udstyrsmæssigt ensrettes samt bygger på fælles og ensrettede retningslinjer i Region Midts geografi som helhed. Kun derved bliver der en kvalitetsmæssig sammenhæng i den samlede præhospitale indsats i regionen. Ved en ensartet organisering sikres tillige en unik mulighed for at arbejde på tværs af ”grænser” i stil med f.eks. primærambulancernes virke i alle geografier i regionen. Derved elimineres samtidig de ”fejldisponeringer” eller andre uhensigtsmæssige ting, der opstår, når præhospital indsats opbygges og/eller organiseres forskelligt i det – trods alt begrænsede geografisk område – der udgør Region Midt.”
