Hvor langt går ambulanceredderes handlepligter, når borgere får hjertestop? Eller når borgere bliver fundet livløse, og hvor det er usikkert, hvor længe tilstanden har varet? Det forsøger en ny vejledning om påbegyndelse, fortsættelse og afbrydelse af livsforlængende behandling at svare på.
Den nye vejledning fra Sundhedsstyrelsen er rettet mod både sundhedspersoner, som er autoriserede (f.eks. læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter), og mod ikke-autoriseret sygeplejefagligt og præhospitalt personale.
Altid konkret vurdering
I forhold til det præhospitale personale præciserer vejledningen den handlepligt og det behandlingsmæssige ansvar, som f.eks. ambulancereddere har med hensyn til, om der skal påbegyndes, fortsættes eller ske afbrydelse af livsforlængende behandling.
Vejledningen understreger vigtigheden af, at der for hver enkelt borger altid skal foretages en konkret sundhedsfaglig vurdering af helbredstilstanden, helbredsudsigter og foreliggende behandlingsmuligheder, og at det i relevant omfang skal afklares på forhånd, om der ved hjertestop skal foretages genoplivningsforsøg. Vejledningen understreger også, at det nødvendiggør et tæt og koordineret samarbejde mellem det sygeplejefaglige personale og den behandlingsansvarlige læge.
Vejledningen pointerer desuden, at der ved beslutninger om livsforlængende behandling, herunder eventuelt fravalg af denne behandling, skal udvises respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse.
Fravalg af genoplivning
Vejledningen beskriver blandt andet, hvornår der kan ske fravalg af genoplivning på grund af et bestyrket grundlag for at antage, at borgeren er død. Her er udgangspunktet, at en borgers død konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (hjertedød eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedød)). Vejledningen påpeger dog, at det sidste kriterium ikke kan benyttes i præhospital indsats.
Det er som udgangspunkt kun en læge, der kan konstatere dødens indtræden. I særlige situationer kan dog også andre end læger konstatere dødens indtræden ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (hjertedødskriteriet) og som følge heraf afstå fra genoplivningsforsøg. Det kan først og fremmest ske, hvis dødens indtræden er åbenbar. Det er tilfældet, hvis det er åbenbart, at en borger er død – hvilket er tilfældet, når der hos denne er omfattende forrådnelse eller åbenlyst dødelige skader eller kvæstelser, som ikke er forenelige med fortsat liv, f.eks. forkulning eller knusning af kraniet. I disse tilfælde præhospitalt personale konstatere, at en borger er død.
Vejledningen fremhæver samtidigt, at dødens indtræden ikke kan anses for åbenbar i tilfælde, hvor borgere bliver fundet livløse i kraftigt nødkølet tilstand (hypotermi) uden følelig puls, og hvor der ikke er tydelige dødstegn. Det kan være tilfældet, hvis et ældre menneske falder om i hjemmet og bliver liggende på gulvet i mange timer, eventuelt dage.
