Det var i strid med lovgivningen, da ambulancetjenesten i Oslo fyrede en paramediciner, efter at han under en akut udrykning til et slagtilfælde kørte til ambulancestationen for at gennemføre et vagtskifte. Selv om vagtskiftet forsinkede hjælpen til patienten, var det det ifølge byretten i Oslo ikke tilstrækkeligt klart for paramedicineren, at AMK-vagtcentralen havde afvist ønsket om et vagtskifte inden udrykningen gennemførtes, ligesom arbejdsgiveren begik en række fejl i behandlingen af sagen.
Sagen startede den 10. august 2010, hvor paramediciner Bjørn Fenre sammen med en kollega bemandede Oslo Universitetssygehus’ ambulance 5-1. Hans vagt var startet kl. 15 og skulle efter planen slutte kl. 22, men først kl. 22.13 kunne ambulancen melde fri til vagtcentralen efter at have afleveret en patient på sygehuset.
Under radiosamtalen med vagtcentralen var meldingen fra ambulancen, at man nu kørte til stationen for at skifte mandskab, men AMK-vagtcentralen gav besked om, at vagtskiftet måtte vente, og at ambulancen i stedet skulle køre til et slagtilfælde ca. 200 meter fra ambulancens position. Først afviste redderne turen under henvisning til, at de allerede arbejdede på overtid, men ambulancen modtog turen på radioen og kvitterede for den. Imidlertid kørte ambulancen med udrykning de ca. 750 meter til ambulancestationen, hvilket tog 30-45 sekunder, og herefter gennemførtes vagtskiftet, således at ambulancen med to nye reddere ombord kørte til slagtilfældet.
Efter episoden skrev den vagthavende AMK-sygeplejerske en indberetning om en utilsigtet hændelse, hvor sygeplejersken var meget kritisk mod Bjørn Fenre. Sygeplejersken vurderede, at vagtskiftet forsinkede hjælpen med 10 minutter og skrev, at ”jeg mener det er fuldstændigt uacceptabelt, og at dette er en handling, der er blottet for enhver god faglig dømmekraft, da patientens liv blev bragt i fare. Det er min opfattelse, at handlinger som denne ikke er forenelige med at have akutmedicinsk kompetence. Her demonstreres det tydeligt, at man har manglende dømmekraft og er fuldstændigt blottet for faglig indsigt. Hændelser som denne er ikke acceptable og bør have konsekvenser for personalet”.
På den baggrund valgte Oslo Universitetssygehus at indlede en afskedigelsessag mod Bjørn Fenre, der efterfølgende blev fyret. Det skete, efter at han havde afvist et tilbud om at blive forflyttet til et job som chauffør ved sygehusets transportsektion.
Domstol gav paramediciner 40.000 kr. i erstatning
I sidste uge faldt der så dom i den retssag, som Bjørn Fenre efter fyringen anlagde mod sin arbejdsgiver, og byretten valgte at erklære fyringen for ulovlig og tilkende Bjørn Fenre en erstatning på 40.000 norske kr.
Under sagen havde Bjørn Fenre erkendt, at det var en pligtforsømmelse, når han ikke straks rykkede ud til slagtilfældet, ligesom der mellem parterne var enighed om, at tidsfaktoren er afgørende ved den slags udrykninger. Men her sluttede enigheden.
I retten nægtede Bjørn Fenre, at han direkte havde afvist at tage den pågældende tur. Og efter at have hørt optagelserne af radiosamtalen, mente retten da heller ikke, at den tekniske disponent havde udtrykt sig på en sådan måde, at det klart fremstod som en afvisning af Bjørn Fenres ønske om et vagtskifte, og retten lagde vægt på, at Fenre samtidig med, at han accepterede opgaven, sagde til AMK-vagtcentralen, at han ønskede et vagtskifte. Retten mente, at den tekniske disponent udtalelser under radiosamtalen lige så godt kunne udlægges som en accept af et vagtskifte. Dermed konkluderede retten, at Bjørn Fenre ikke bevidst havde handlet i modstrid med AMK-vagtcentralens instrukser.
Retten kritiserede desuden Oslo Universitetssygehus for at have lagt AMK-sygeplejerskens indberetning til grund for fyringen. Det var nemlig ikke sygeplejersken selv, men den tekniske disponent, der havde talt med redderne i ambulancen, og sygeplejersken havde ikke gennemlyttet optagelsen af samtalen, inden han skrev indberetningen. Sygeplejerskens vurdering om, at der opstod en forsinkelse på 10 minutter, blev i første omgang lagt til grund af Oslo Universitetssygehus, men i forbindelse med afskedigelsessagen blev vurderingen af forsinkelsen ændret til ”godt 5 minutter”. Retten nåede imidlertid frem til, at den reelle forsinkelse var på 2-2½ minutter.
Ambulancechefs forklaring var utroværdig
Et særligt stridspunkt under retssagen blev spørgsmålet om, hvorvidt det er almindelig praksis, at det gennemføres vagtskifter, også efter at en ambulance har modtaget og accepteret en akut udrykning.
En række medarbejdere fra ambulancetjenesten og en fagforeningsrepræsentant forklarede som vidner, at der var mange eksempler på den form for vagtskifter, når en ambulance befandt sig tæt på ambulancestationen, og at man gentagne gange har bedt ledelsen om retningslinjer for, hvordan reddere og AMK-vagtcentralen skal forholde sig i de situationer.
Omvendt forklarede den lokale ambulancechef, at ledelsen ikke var bekendt med, at der forekom den form for vagtskifter, og at det var årsagen til, at man ikke havde grebet ind og uddelt advarsler og lignende. Den forklaring troede retten imidlertid ikke på – og det fremgår direkte af dommen, at retten har valgt at tilsidesætte ambulancechefens forklaring som utroværdig.
Rettens konklusion var derfor, at arbejdsgiveren passivitet overfor tilsvarende vagtskifter havde medført, at afskedigelsen af Bjørn Fenre var en uforholdsmæssig hård sanktion, der fremstod som rettet mod Fenre som person mere end som en reaktion på den erkendte pligtforsømmelse. Derfor var afskedigelsen ikke sagligt begrundet – og det gjorde den ulovlig.
