Da en 3-årig pige med et epilepsianfald var på vej til sygehuset i en ambulance, så kørte ambulancen ikke den direkte rute til sygehuset i Skejby. I stedet kørte de to reddere til Falck-stationen i Højbjerg, hvor der blev foretaget vagtskifte, mens den 3-årige og hendes mor ventede i ambulancen. Moren er rystet, men Region Midtjyllands driftschef fortæller, at vagtskiftet skete efter en vurdering på AMK-vagtcentralen, og at det kun gav en forsinkelse på fire minutter.
Ekstra Bladet fortæller, at den 3-årige Mathilde lider af en sjælden form epilepsi, som jævnligt giver hende langvarige krampeanfald og kræver, hun bliver indlagt omgående, da anfaldene kan give risiko for hjerneskader.
Under et sådant anfald tilkaldte Mathildes mor, Janni Jacobsen, i onsdags en ambulance, som skulle bringe Mathilde til sygehuset i Skejby. Men undervejs til sygehuset kørte ambulancen til Falck-stationen i Højbjerg for at foretage vagtskifte.
”Jeg kiggede bare på dem og spurgte, om det var løgn. Min datter havde et anfald, og hun skulle bare af sted. Men det kunne de altså ikke få til at hænge sammen med deres arbejdstider”, siger Janni Jacobsen, der sad alene tilbage i ambulancen med datteren, mens ambulanceredderne stemplede ud. ”Jeg håber virkelig, der kan sættes fokus på dette problem, for det skal stoppes. Jeg mener jo bestemt ikke, at patienten skal straffes, bare fordi det er blevet fyraftenstid for Falck”, siger Janni Jacobsen, der tilføjet, at hun er rystet og frustreret.
I følge driftschefen for Præhospitalet i Region Midtjylland, Else Ammitzbøll, er alt imidlertid gået helt efter bogen under ambulanceturen.
”Havde vi været på en meget større svinketur, så havde vi overhovedet ikke skiftet mandskab. Men da vi taler om fire minutter, så er det, det der er sket. Det er noget, som man vurderer ved vagtcentralen. Og i det her tilfælde tog turen efter vores oplysninger kun 31 minutter inklusiv vagtskiftet fra ambulancens ankomst og til, at den var fremme ved Skejby”, siger driftschefen til Ekstra Bladet.
Ledende overlæge på Børneafdelingen på Skejby Sygehus, Rune Weis Næraa, fortæller til Ekstra Bladet, at tiden er en yderst vigtig faktor, hvis ikke børn med epileptiske anfald skal få varige mén som for eksempel hjerneskade: ”Når man har haft anfald i mere end en halv time, så siger vi, at man er i et epileptisk status. Og det er en risikotilstand, som skal behandles så aggressivt, som man nu kan”.