Uklart hvem der skal stå for sygetransporter

Falck ønsker ikke længere at køre siddende patienttransporter for Region Sjælland. Så fra 1. februar 2008 stopper selskabet kørslen med siddende patienter i det gamle Vestsjællands Amt, og i løbet af 2008 vil Falck også stoppe med kørslen i resten af regionen. Region Sjælland har imidlertid endnu ikke afklaret, hvem der om få måneder skal tage over efter Falck og stå for de cirka 395.000 årlige ture i det gamle Vestsjællands Amt.

Regionsformand Kristian Ebbensgaard (V) erkender, at situationen er uafklaret her få måneder før, kontrakten med Falck udløber. “Vi skal have møde om sagen i den kommende uge. Her vil vi drøfte et kommende udbud af den siddende patienttransport”, siger Kristian Ebbensgaard til Dagbladet Roskilde. Han ønsker ikke at kommentere, om det vil være muligt at gennemføre en udbudsrunde på opgaven med de 395.000 årlige siddende patienttransporter på de to måneder, der er tilbage, inden aftalen med Falck udløber. Regionsformanden ønsker heller ikke at kommentere, hvad der skal ske i den øvrige region, når aftaler med med Falck her udløber i løbet af 2008.

Underdirektør i Falck, Hans Nielsen, forklarer beslutningen med, at Falck ikke længere kan få pris og kvalitet til at hænge sammen med en fornuftig indtjening. “Derfor har vi besluttet ikke at være på dette marked mere. Vi er derfor gået i gang med at afskedige og omplacere de medarbejdere, der har været beskæftiget på dette område, ligesom vi nu sluser de mange køretøjer ud”, siger Hans Nielsen til Dagbladet Roskilde. Han forklarer, at Falck nu vil koncentrere kræfterne om om den akutte kørsel med patienter. Altså den egentlige ambulancedrift. Han forklarer samtidig, at Region Sjælland ikke har henvendt sig med henblik på en overgangsordning, når aftalen udløber.

Annonce