Udsigt til massefyringer i Falcks ambulancetjeneste

Over 10 % af Falcks 380 ambulancereddere i Region Sjælland risikerer af få en fyreseddel. Årsagen er først og fremmest, at Region Sjælland næste år reducerer antallet af akutbiler fra 12 til seks, og dermed skal Falck bruge færre reddere, men også en omlægning af Storebæltsberedskabet koster jobs i redningskorpset. Også i andre dele af landet er der for mange reddere til for få jobs, og det vil i første omgang gå ud over et større antal redderelever, som formentlig ikke vil få tilbudt ansættelse, når de i de kommende måneder afslutter deres uddannelse.

Et større antal ambulancereddere og redderelever i hele landet risikerer i den kommende tid at miste deres jobs. Alene i Region Sjælland er godt 40 reddere overtallige, og i de øvrige regioner har redderelever fået at vide, at de ikke kan forvente at blive ansat i Falck, når deres uddannelse er afsluttet.

I Region Sjælland orienterede regionsdirektør Sean Bisgaard ved et fyraftensmøde tirsdag redderne om, at 42 af de ca. 380 ambulancereddere i regionen er overtallige og dermed står til at blive opsagt. Opsigelserne sker først og fremmest, fordi Region Sjælland med virkning fra 1. februar 2011 har valgt at ændre den præhospitale struktur, således at de nuværende læge- og sygeplejerskebiler nedlægges, ligesom placering og organisering af de tilbageværende akutbiler ændres. Samlet betyder den omlægning, at antallet af enheder reduceres fra 12 til seks, og konsekvensen er, at Falck skal bruge mindre mandskab fremover.

Fem af de 42 stillinger, som er på vej til at blive overflødige, kan endvidere henføres til en omlægning af tunnelberedskabet ved Storebæltsforbindelsen. Den omlægning sker fra årsskiftet.

I øjeblikket drøfter Falcks ledelse og reddernes tillidsrepræsentanter, om der er mulighed for, at nogle af de 42 berørte reddere kan overgå til andre funktioner i Falck – så hvor mange reddere, der i sidste ende bliver opsagt, ved Falck derfor ikke endnu.

I de øvrige regioner indebærer overskuddet af reddere også, at det vil blive aktuelt at fyre redderelever efter afsluttet uddannelse. Særligt i regionerne Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark oplever man problemer, fordi et stort antal ambulanceassistenter i øjeblikket færdiguddannes, uden at der er et tilsvarende antal ledige stillinger i ambulancetjenesten. I de to jyske regioner er der omkring 40 nyuddannede ambulanceassistenter, som ikke umiddelbart har udsigt til at få tilbudt et job.

I Region Hovedstaden fik to hold redderelever i sidste uge et brev om, at de må forvente at blive afskediget, når de afslutter deres uddannelse, hvilket for de to hold sker til november og februar. Der er tale om henholdsvis et EUD- og et VEUD-hold. Falck har oplyst reddereleverne om, at ledige stillinger i ambulancetjenesten i første omgang vil blive besat med reddere, der i øjeblikket arbejder i redningskorpsets assistance-del.

Flere årsager til afskedigelser

Udsigten til de mange afskedigelser indenfor ambulancetjenesten står i skarp kontrast til situationen for blot få år siden, hvor der var massiv mangel på uddannede ambulancefolk. Det førte blandt andet til, at Falck måtte hente reddere i Polen, ligesom redderne oplevede et stort pres med omfattende overarbejde og problemer med at få vagtplanerne til at hænge sammen.

Udover omlægninger af beredskabet forklares den ændrede situation især med regionernes beslutning om at foretage en opdeling af den akutte ambulancekørsel og den liggende sygetransport. Dermed er der behov for færre ambulancereddere, fordi de liggende sygetransporter nu i størstedelen af landet køres af reddere uden en ambulanceuddannelse. Også finanskrisen spiller ind, for Falck kan konstatere, at færre reddere i dag siger op, mens der under højkonjunkturen var mange reddere, som valgte at skifte branche. Samtidig er der færre reddere end hidtil, som går tidligt på pension.

Også den nylige omlægning af redderuddannelsen har medført flaskehalsproblemer i forbindelse med rekrutteringen. I dag er redderuddannelsen således opdelt i to forskellige forløb, der specialiserer redderne i henholdsvis ambulancekørsel og autohjælp, og den nye ambulanceredderuddannelse er blevet forkortet væsentligt. De sidste redderelever fra den gamle uddannelse bliver i disse måneder færdige kort tid efter elever fra den nye uddannelse, og dermed bliver redderne fra den gamle uddannelse overtallige, fordi der ikke er flere ledige stillinger.

Det er dog ikke kun redderelever på den gamle redderuddannelse, som berøres af afskedigelserne. Også på et af de første hold under den nye uddannelse, som består af elever fra de tre jyske regioner, har størstedelen af eleverne fået at vide, at de der ikke vil være et job til dem, når de har afsluttet deres svendeprøve.

EUD-redderelever skal som led i uddannelsesaftalen ansættes i mindst tre måneder efter endt uddannelse, men beskeden fra Falck til reddereleverne er, at de i de tre måneder vil blive beskæftiget med liggende og siddende sygetransportkørsel, hvorefter de vil blive afskediget. For mange af reddereleverne betyder det, at deres uddannelse er spildt, da mulighederne for ansættelse hos andre ambulanceoperatører er stærkt begrænsede.

Annonce