Region Sjælland har besluttet at udsætte de obligatoriske genopfriskningskurser for ambulancereddere til marts 2021. Det sker efter en episode, hvor en deltager på et kursus i Slagelse i sidste uge viste sig at være smittet med coronavirus. Derefter måtte omkring 10 ambulancereddere sendes hjem med henblik på at blive testet.
Sjællandske Nyheder skriver, at fællestillidsrepræsentanten for Falck-redderne i Region Sjælland, Jørgen Knudsen, tidligere har udtrykt stor bekymring for, at Region Sjælland er fortsat med obligatoriske genopfriskningskurser for paramedicinere og ambulancereddere, mens pandemiens anden bølge topper. Han betegner det som en øget og unødig smitterisiko.
Et kursus blev fredag afholdt i Slagelse, og her blev en af deltagerne efterfølgende testet positiv for coronavirus. Derefter måtte omkring 10 ambulancereddere fra flere Falck-stationer i Region Sjælland sendes hjem med besked om at blive testet to gange.
Udsætter kurser
Hidtil har Region Sjælland holdt fast i, at kurserne skulle gennemføres, men efter kurset i Slagelse har regionen nu skiftet mening.
”Ambulancefolk handler på lægefaglig delegation, derfor har vi en forpligtelse til at gennemføre kurser hvert år, og de kan kun gennemføres med fysisk tilstedeværelse for at se de ansattes færdigheder. Men de andre regioner er lidt hjulpet af, at deres kursusrække først fortsætter til foråret. Vi står midt i kursusforløbet. Nu har jeg besluttet, at vi går enegang og udsætter alle kurser til efter 3. marts”, siger Ole Mazur Hendriksen, der er lægefaglig chef for det præhospitale beredskab, til Sjællands Nyheder.