Hen over foråret og sommeren 2021 har Præhospitalet i Region Midtjylland afholdt uddannelsesdage for ambulancepersonale for at klæde dem bedre på til at hjælpe psykisk syge borgere. Uddannelsesdagene har fokus på de-eskalering i ambulancen. Det sker blandt andet for at reducere brugen af tvang i psykiatrien, og har kan ambulanceredderne gøre en stor forskel.
Selv om ambulanceassistent Jens Wilken føler sig godt rustet til at hjælpe langt de fleste borgere, som har brug for akut hjælp efter et 112-opkald, så har han af og til følt sig en smule utilstrækkelig i mødet med patienter med psykiske udfordringer.
“Vi er bare mest gearet til at hjælpe med akutte, somatiske og håndgribelige problemer, som vi kan gøre noget ved her og nu. Over for psykiatriske patienter kommer den samme værktøjskasse til kort”, fortæller Jens Wilken.
Netop derfor har han og hans ambulancekollegaer fra Præhospitalet i Region Midtjylland igennem foråret og sommeren deltaget i undervisningsdage under navnet “De-eskalering i ambulancen” – blandt andet med henblik på at reducere brugen af tvang i psykiatrien.
Oplæg fra personer med en psykiatrisk diagnose
Formålet med temadagene har været at give ambulancepersonalet en større indsigt i psykisk sygdom og give dem flere konkrete værktøjer til at hjælpe borgere med psykisk sygdom på lige fod med borgere, hvor sygdommen udelukkende er somatisk.
Det er sket gennem faglige oplæg, praktiske øvelser, hvor skuespillere agerer psykiatriske patienter, samt oplæg fra mennesker med en psykiatrisk diagnose, der selv har stået i ophedede situationer – alt sammen med input fra psykiatrien i regionen.
Ulla Schou Rønnow på 39 år er en af de patienter med en psykiatrisk diagnose, som har deltaget på kurset. Med en borderline-diagnose kombineret med PTSD, har hun formentlig allerede haft flere møder med ambulancepersonale, end de fleste når igennem hele deres liv.
“Ambulancepersonalet spiller en stor rolle i, hvordan det videre behandlingsforløb kommer til at foregå. Det betyder rigtig meget, om det første møde går i hårdknude, og det ender med, at politiet bliver tilkaldt, og jeg skal indlægges med tvang, eller om det sker lige så stille og roligt og uden blå blink”, fortæller hun.
Ulla Schou Rønnow forklarer, at når hun er meget syg, kan hun have blandede følelser omkring at modtage hjælp.
“På den ene side vil jeg gerne modtage deres hjælp, men på den anden side siger min sygdom til mig, at jeg ikke har fortjent den, og at jeg ikke har lige så meget ret til den som en somatisk patient”, fortæller hun – og fortsætter:
“Jeg kan gå fuldstændig i baglås, hvis en fra ambulancen begynder at skælde mig ud over min selvskade. Det har jeg desværre oplevet, og så er det typisk, at politiet bliver tilkaldt, og jeg bliver indlagt og behandlet med tvang. Omvendt har jeg også oplevet meget omsorgsfulde reddere, der har givet sig tid til mig og lige så stille fået mig med i ambulancen og afsted mod akutmodtagelsen. Det gør en stor forskel, om man selv går ind på skadestuen eller bliver kørt derind på en båre”.
Kan hjælpe – men ikke helbrede
Jens Wilken fortæller, at temadagene har givet ham en større forståelse for, hvordan han som ambulanceassistent kan hjælpe patienter som Ulla, hvor en del af sygdomsbilledet er en psykiatrisk diagnose. Ifølge ham er den store læring fra dagen, at han som ambulanceassistent skal være indstillet på, at han ikke kan hverken fikse eller helbrede patienter med psykiatriske udfordringer. Men at han stadig kan hjælpe:
“Det er i langt højere grad en omsorgsopgave, hvor vi som ambulancepersonale skal bruge os selv og vores sprog i langt højere grad og agere som støtte og guide. Vi skal gennem vores adfærd og samtale med patienten forsøge at skabe nogle trygge og tillidsfulde rammer, hvor borgere med psykiatriske problemer føler sig respekteret og har indflydelse på, hvad der kommer til at ske”, siger han.
Jens Wilken fortæller, at han tidligere har følt sig på bar bund, når han er blevet kaldt ud til borgere, der på grund af en psykiatrisk diagnose har været selvmordstruede eller selvskadende. Han føler sig ikke alvidende i forhold til psykiatriske diagnoser efter temadagen, men det gør heller ikke noget:
“Jeg er blevet bevidst om, at det er i orden at lægge kortene på bordet og indrømme, at jeg ikke kan løse problemet her og nu. Men ved at have en ligeværdig samtale med borgeren, kan vi sammen finde de bedste muligheder for, at vedkommende får det rette hjælp”, konkluderer han.
