Udbud har ikke gjort ambulancekørslen billigere

I øjeblikket er alle landets regioner ved at forberede det næste udbud af ambulancekørslen. Det er anden gang, der gennemføres udbud på landsplan; de første egentlige udbud blev gennemført i 2008-2010, og det er disse kontrakter, som nu er ved at udløbe. Men nye tal fra regionerne viser, at udbuddene i hvert fald ikke har gjort ambulancekørslen billigere. Tværtimod er udgifterne i samtlige regioner steget – mest i Region Hovedstaden, hvor ambulancekørslen før udbuddet kostede 317 mio. kr., mens udgiften sidste år var steget til 436 mio. kr.

Frem til 2008 blev ambulancekørslen i Danmark generelt ikke sendt i udbud. I stedet blev der i størstedelen af landet blot indgået kontrakter mellem Falck og de enkelte amter på basis af en standardaftale, som var indgået mellem Falck og Amtsrådsforeningen. Men en afgørelse fra Klagenævnet for Udbud førte til, at alle regioner i perioden fra 2008 til 2010 sendte ambulancekørslen i udbud.

Udbuddene ser imidlertid ikke ud til at have været en god forretning for regionerne, for siden udbuddene er alle regioners udgifter til ambulancekørsel steget kraftigt. Det viser nye tal fra regionerne.

Stigning på 54 mio. kr. i Nordjylland

I Region Nordjylland kostede ambulancekørslen sidste år 199 mio. kr. Regionens nye kontrakt med Falck – som blev indgået på baggrund af det første udbud – trådte i kraft i 2010, og i det sidste år med den gamle kontrakt kostede ambulancekørslen kun 145 mio. kr. I 2010 steg prisen til 164 mio. kr., og i 2011 blev der brugt 182 mio. kr. på ambulancekørsel. Derudover har Region Nordjylland udgifter til en akutlægebil, seks døgnbemandede paramedicinerbiler og to døgnbemandede akutbiler.

Region Midtjylland havde sidste år udgifter til ambulancekørsel på 226 mio. kr. Her var udgiften i 2010 på 212 mio. kr. og i 2011 på 216 mio. kr. I modsætning til de øvrige regioner mener Region Midtjylland ikke, at det er muligt at opgøre udgifterne for de år, hvor de gamle kontrakter med Falck var gældende.

Store stigninger i Syddanmark og Hovedstaden

Hos Region Syddanmark har man oplevet en kraftig stigning i ambulanceudgifterne, der i 2012 nåede op på 438 mio. kr. Til sammenligning brugte regionen i 2008 i alt 388 mio. kr. på området, mens det i 2009 steg til 407 mio. kr., i 2010 til 414 mio. kr. og i 2011 til 420 mio. kr. Udgifterne indbefatter udover ambulanceberedskaber også akutlægebiler, akutbiler og specialkøretøjer.

Region Sjælland har samdrift mellem den akutte ambulancekørsel og den liggende sygetransport, og her lød regningen i 2012 på 336 mio. kr. Til sammenligning kostede området 281 mio. kr. i 2008, 302 mio. kr. i 2009, 329 mio. kr. i 2010 og 333 mio. kr. i 2011.

I Region Hovedstaden viser en tilsvarende opgørelse over udgifterne til ambulancekørsel og liggende sygetransport, at der er sket en voldsom stigning fra 2008, hvor udgiften var på 317 mio. kr., til 2012, hvor regionen måtte betale 436 mio. kr. for de præhospitale opgaver. Opgaverne kostede 347 mio. kr. i 2009, 411 mio. kr. i 2010 og 420 mio. kr. i 2011.

AMK-vagtcentraler har givet yderligere stigning

Opgørelserne tager ikke højde for ændringer i serviceniveauet på det præhospitale område, hvor nogle regioner har investere i flere ambulanceberedskaber, mens andre har reduceret antallet af ambulancer. Regionerne vurderer imidlertid selv, at den væsentligste årsag til stigningen i udgifterne er den årlige pris- og lønfremskrivning.

Reelt er regionernes udgifter til det præhospitale område steget endnu mere. Udgifterne til de nye AMK-vagtcentraler er nemlig ikke medtaget i opgørelserne, der således kun omfatter selve ambulancekørslen.

Annonce