Tre ambulanceoperatører er blevet prækvalificeret i Region Hovedstaden

Det bliver Hovedstadens Beredskab, Falck og PreMed, som skal konkurrere om at køre ambulancer i Region Hovedstaden. De tre ambulanceoperatører er sammen med regionens egen kontrolbudsgruppe blevet prækvalificeret, så de kan byde på opgaven, som har en samlet værdi på op mod 3 mia. kr.

Fristen for at ansøge om prækvalifikation til at deltage i Region Hovedstadens ambulanceudbud var den 2. februar 2021. Der var tre operatører, som var interesserede, og regionens efterfølgende vurdering har vist, at Falck, Hovedstadens Beredskab og PreMed lever op til betingelserne for at blive prækvalificeret. Dermed kan de tre nu byde på opgaven.

Region Hovedstadens egen kontrolbudsgruppe er også prækvalificeret. Kontrolbudsgruppen udarbejder et uafhængigt tilbud baseret på udbudsmaterialet. Det sker på samme vilkår og betingelser som øvrige tilbudsgivere.

Hverken BIOS eller Samariten kommer dermed til at indgå i udbuddet. BIOS havde allerede umiddelbart før udbuddet meddelt Region Hovedstaden, at de ikke ville byde, og at de efter flere dårlige oplevelser med de danske regioner helt vil opgive det danske marked.

Kan maksimalt vinde tre af fem delaftaler

Opgaven udbydes i fem delaftaler med en samlet kontraktsum på op mod 3 mia. kr. Operatører kan maksimalt vinde tre delaftaler plus Bornholm som ekstra delaftale.

Region Hovedstaden har tilrettelagt en udbudsproces med forhandling. Det forventes, at de endelige tilbud evalueres i efteråret 2021 og regionsrådet tager efterfølgende stilling til tildeling af kontrakterne. På baggrund af tilbuddene og kontrolbuddet kan regionen vælge selv at køre ambulancerne i en eller flere delaftaler.

De nuværende kontrakter mellem Region Hovedstaden og henholdsvis Falck og Hovedstadens Beredskab udløber med udgangen af januar 2023.

Annonce