Travlhed for Forsvarets sneberedskab

Arkivfoto: Søren Hvam

Sygetransporter, evakuering af strandede bilister, hjælp til sneplove og Falck samt kørsel for politi og sygehusvæsen. Opgaverne for Forsvarets sneberedskab er mange i det snekaos, som siden onsdag eftermiddag har præget landet. Samlet har 29 bæltekøretøjer (PMV’er), 27 firehjulstrukne lastbiler, en bjærgningskampvogn, ni Mercedes Geländevagen og ni firehjulstrukne minibusser været indsat.

Siden onsdag eftermiddag har der været travlhed hos Totalforsvarsregion Nordjylland, fortæller den koordinerende stabschef, oberstløjtnant Per Nikolajsen. Fem PMV’er fra trænregimentet i Aalborg har sammen med tre store tre-akslede lastbiler hjulpet Falck. 12 MAN-8 lastbiler fra Hjemmeværnet har evakueret strandede bilister fra de nordjyske veje, mens 10 firehjulstrukne minibusser med snekæder har kørt for hjemmeplejen. Der er indsat yderligere seks GD-Geländewagen til hjælp for politiet, mens politihjemmeværnet i Thy hjælper politiet med trafikregulering. Det indsatte mandskab og køretøjerne fortsætter i dag med assistancen, og hjælpen udvides med indsættelse af bjærgningskøretøjer fra trænregimentet.

Politiet på Bornholm fik i nat stillet en PMV til rådighed, mens indsatsen i det nordsjællandske er langt mere massiv. Det fortæller koordinerende operationsofficer i Totalforsvarsregion København, kaptajn Morten Rask. Tre PMV’er fra livgarden assisterer i Frederikssund, Helsinge og Hillerød, men hærhjemmeværnet er ude i den dybe sne med fem MAN-8 lastbiler. Hjemmeværnsgården i Frederikssund er åbnet til nødindkvartering for strandede bilister, mens to MAN-8 og en PMV kører for politiet i Roskilde-området. Indsatsen er fortsat med uformindsket styrke torsdag, og fortsætter, så længe der er behov.

Annonce