Det præhospitale beredskab i Region Midtjylland har været igennem en turbulent tid, hvor et vagtskifte under en ambulanceudrykning har givet massiv omtale i landsmedierne. Men i en ny undersøgelse blandt næsten 4.000 patienter, som har haft brug for ambulancen, er der topkarakter til det samlede beredskab: Hele 99 % af patienterne har et meget godt eller godt samlet indtryk af beredskabet.
I alt har 3.924 patienter deltaget i undersøgelsen, og 83 % fortæller, at det samlede indtryk af deres kontakt med ambulancetjenesten er meget godt. 16 % karakteriserer indtrykket som godt, mens kun 2 % svarer dårligt eller meget dårligt.
Ambulancepersonalet er vigtigst for indtrykket
Patienterne fortæller også, at det, som har størst betydning for deres indtryk af ambulancetjenesten, er ambulancepersonalet – efterfulgt af udrykningstiden, alarmeringen af ambulancen og overleveringen til sygehuset. Og ser man på de forskellige dele af den præhospitale indsats, så er tilfredsheden størst, når patienterne spørges til deres tryghed ved ambulancepersonalets håndtering af situationen. Her svarer 92 %, at de i høj grad er trygge. 91 % svarer, at de i høj grad mener, at ambulancepersonalet mødte dem med respekt, og lige så mange er i høj grad tilfredse med ambulanceførerens kørsel. Den laveste tilfredshed gælder responstiden, hvor ”kun” 75 % svarer, at de i høj grad mener, at ambulancen var hurtigt nok fremme.
Tilfredsheden er størst på de akutte A-kørsler, hvor 96 % af patienterne har et meget godt indtryk, mens andelen falder til 79 % på C-kørslerne. Og ser man på patienternes alder, er der også en betydelig forskel på tilfredsheden, særligt i forhold til forløbet af 112-opkaldet. Mest tilfredse er patienter over 61 år, hvor andelen af meget tilfredse ligger på omkring 90 %, mens den er helt nede på 71 % i aldersgruppen 18-40 år. I aldersgruppen 41-60 år er andelen 76 %. Også når det gælder tilfredsheden med responstiden er der en stor aldersforskel – i alt er 81 % af de 71-80-årige i høj grad tilfredse, mens kun 62 % af patienter under 18 år giver udtryk for det samme.
Regionsrådsformand: Det er flot
”Når man følger med i nyhedsstrømmen, kan man ind imellem få indtrykket af, at billedet er helt omvendt: At 99 % af patienterne skulle være utilfredse. Men det kan vi nu dokumentere, at sådan er det ikke! Der er stor tilfredshed lige fra opringningen til 1-1-2, til ambulancepersonalets indsats, selve ambulancen og overleveringen til hospitalet. Det er flot og fortjener i høj grad ros. Når det er sagt, så har vi her at gøre med en opgave, hvor vi skal lykkes hver gang”, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
De gode resultater bliver imidlertid ikke en sovepude for Præhospitalet, lover driftschef Else Ammitzbøll. ”Med brugerundersøgelsen i hånden kan vi ret præcist se, hvor vi er bedst og hvor der er plads til et løft. Men præhospitalets personale har god grund til at gå til dén opgave med rank ryg. Hele kæden – AMK-vagtcentralen sundhedsfaglige medarbejdere, tekniske kørselsdisponenter, ambulancepersonalet, akutlæger og sygeplejersker – alle har de lod i den fornemme vurdering”, siger Else Ammitzbøll.