Efter at Region Midtjylland tidligere på året valgte at hjemtage driften af fire akutlægebiler i den østlige del af regionen, indleder Region Midtjylland og Region Hovedstaden nu et samarbejde om et fælles udbud af køretøjer. De to regioner vil udbyde en rammeaftale, som også de andre regioner vil kunne gøre brug af.
Region Midtjylland skal inden 1. december 2018 have indkøbt egne akutlægebiler, som skal leve op til høje krav med hensyn til sikkerhed, økonomi og kvalitet. Og et samarbejde med Region Hovedstaden, som allerede driver egne akutlægebiler, om et fælles udbud skal sikre en attraktiv aftale, som de tre øvrige regioner også får mulighed for at tilslutte sig.
Udbuddet involverer indkøb af fem akutlægebiler til levering i efteråret 2018 samt en rammeaftale, der giver mulighed for løbende indkøb af flere køretøjer efter behov. Køretøjerne skal være af SUV-typen med firehjulstræk med minimum 235 hk, automatgear og en tophastighed på min. 200 km/t.
Tættere samarbejde
Udover de økonomiske fordele vil det fælles udbud skabe et tæt samarbejde mellem regionernes akutberedskaber om driften af akutlægebiler. Det vil ifølge Thomas Balle Kristensen, præhospital direktør i Region Midtjylland, bidrage til udvikling af kvaliteten i den akutte hjælp og dermed komme borgere og patienter til gode:
”Vi er glade for det gode samarbejde, vi allerede har med Region Hovedstaden og de øvrige regioner, og ser frem til at gennemføre et fælles udbud. Region Hovedstaden har et indgående kendskab til og erfaring med at drive akutlægebiler, som vi har fået mulighed for at trække på, og vi ser det konkrete samarbejde som en unik mulighed for i fællesskab at styrke den akutte hjælp til borgerne”, siger Thomas Balle Kristensen.
”Vi har et skarpt blik rettet på bilens køreegenskaber, og vi går ikke på kompromis med sikkerheden for personalet i akutlægebilerne. Derfor kan tilbudsgivere også konkurrere på yderligere sikkerhed, ligesom de kan konkurrere på service på driften af bilerne og på leveringstid”, siger Freddy Lippert, der er direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Den kommende rammeaftale for indkøb af flere køretøjer vil have en løbetid på 24 måneder samt mulig forlængelse i yderligere 24 måneder.