To chefer er nu fortid i Region Hovedstadens Akutberedskab

I den seneste tid har kritikken mod Region Hovedstadens Akutberedskab med direktør Freddy Lippert i spidsen været massiv. Regionspolitikerne har kritiseret Akutberedskabet for at have hemmeligholdt alvorlige problemer med mistede 112-opkald, og medarbejderne på både AMK-vagtcentralen og i ambulancerne kritiserer arbejdsmiljøet. Nu har to chefer så indgået fratrædelsesaftaler.

Det vakte stor opsigt, da 30 nuværende og tidligere medarbejdere ved Region Hovedstadens Akutberedskab stod frem i Berlingske, hvor de afslørede, at tusindvis af borgeres 112-opkald ikke blev besvaret af regionens AMK-vagtcentral i første forsøg. Samtidig har medarbejderne fortalt, at AMK-vagtcentralen som arbejdsplads har været drevet gennem »mistillid«, »frygt«, og en »syg« ledelsesstil.

Sideløbende har ambulanceredderne hos især Hovedstadens Beredskab kritiseret AMK-vagtcentralen for dårlig disponering af turene, manglende respekt for pauseafholdelse og ignorering af ønsker om debriefing efter voldsomme episoder.

For Region Hovedstaden er det en alvorlig situation, for den massive kritik kommer samtidig med, at regionen skal i gang med at rekruttere et stort antal ambulancereddere, efter at regionspolitikerne har valgt at hjemtage den ambulancekørsel, som i dag varetages af Hovedstadens Beredskab. Men med en generel mangel på ambulancereddere tegner det til at blive noget nær en umulig opgave for regionen at tiltrække nok reddere til en arbejdsplads, der har fået så dårligt et ry.

Chefer stopper

Selv om regionspolitikerne rettede kritik mod Akutberedskabet for manglende information om de mistede 112-opkald, som politikerne måtte læse om i Berlingske, så er der ikke hidtil sket ændringer i ledelsen i Akutberedskabet, som stadig har direktør Freddy Lippert i spidsen.

Men nu er det kommet frem, at to andre chefer i al stilhed har indgået fratrædelsesaftaler – og med kort varsel forlader deres stillinger.

I sidste uge blev det internt i Akutberedskabet meddelt, at enhedschefen for Region Hovedstadens AMK-vagtcentral og Akuttelefonen 1813, Marie Baastrup, fratræder sin stilling pr. 1. december 2021. Marie Baastrup har siddet i stillingen siden 2018, og ifølge regionen fratræder hun ”efter gensidig aftale”.

Nu er turen så kommer til Akutberedskabets næstkommanderende, vicedirektør Trine Mottlau, der ligeledes ”efter gensidig aftale” stopper i Akutberedskabet. Hun fratræder den 31. december 2021.

Region Hovedstaden har ikke overfor Berlingske ønsket at uddybe, hvorfor de to chefer fratræder.

Annonce