Det var væsentligt under normen for almindeligt anerkendt faglig standard, da en ambulancebehandler i januar 2007 undlod at foretage en grundig undersøgelse af en patient, som havde 2. og 3. grads forbrændinger på 15 % af kroppen. I stedet overlod ambulancebehandleren patienten til hjemmesygeplejen, og det udløser nu en hård kritik fra Patientklagenævnet, der indskærper, at ambulancebehandleren skal udvise større omhu i sit fremtidige virke. For første gang kritiserer Patientklagenævnet også en redder, der fungerede som assistent på udrykningen. Han var nemlig også uddannet som ambulancebehandler, og ifølge Patientklagenævnet skulle han have grebet ind, da hans kollega fejlvurderede situationen.
Episoden fandt sted den 26. januar 2007, hvor patienten pådrog sig en forbrænding, da hun rakte ind over et stearinlys, og der gik ild i hendes nylon-natkjole. Lægevagten blev kontaktet, og der blev rekvireret en ambulance, som skulle køre hende til akut behandling på skadestuen.
De to ambulancebehandlere på ambulancen påbegyndte behandlingen af patientens forbrænding, der blev vurderet til at være 1. grads forbrænding. Den ansvarlige ambulancebehandler kontaktede skadestuen med henblik på rådgivning om behandlingen, og sygeplejersken på skadestuen har i sin udtalelse til sagen oplyst, at det ved opkaldet til sygeplejersken blev oplyst, at det drejede sig om en patient med 1. grads forbrænding. Patienten fik i hjemmet kølet sine brandsår med vand og fik smertestillende medicin, og det blev aftalt, at hjemmesygeplejerskerne kunne overtage behandlingen af hende. Patienten blev således ikke kørt til skadestuen.
En sygeplejerske, der afløste aftenhjemmesygeplejersken, overtog behandlingen, som ambulancebehandlerne havde påbegyndt, og denne sygeplejerske tilså patienten to gange i løbet af natten mellem den 26. og 27. januar 2007. Den 27. januar 2007 blev patienten indlagt akut på sygehuset via vagtlægen med 2. og 3. gradforbrændinger svarende til 15 % af kroppen. Hun blev derefter overflyttet til et andet sygehus.
Herunder gengives hele hændelsesforløbet, som danner grundlag for Patientklagenævnets afgørelse. Patientklagenævnet har offentliggjort ambulancebehandlerens navn på grund af den alvorlige kritik, men BeredskabsInfo har valgt kun at bringe ambulancebehandlerens initialer, da hans navn ikke vurderes at være af betydning for artiklens indhold.
Indberetningen
Sundhedsstyrelsen har i brev af 17. december 2008 til Patientklagenævnet indberettet følgende:
1. Ambulancebehandler CS og ambulancebehandler As behandling af **** den 26. januar 2007.
2. Sygeplejerske Bs behandling af **** og journalføringen af behandlingen den 26. januar 2007.
Nævnets afgørelse af indberetningen
Ambulancebehandler CS har ikke handlet fagligt korrekt ved sin behandling af **** den 26. januar 2007 i hendes hjem. Det skal desuden indskærpes over for ambulancebehandler CS at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Ambulancebehandler A har ikke handlet fagligt korrekt ved sin behandling af **** den 26. januar 2007 i hendes hjem.
Sygeplejerske B har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af **** den 26. januar 2007 i hendes hjem.
Begrundelse
Det fremgår af ambulancejournalen den 26. januar 2007, at der kl. 22.40 var blevet tilkaldt en ambulance, fordi der var gået ild i ****s natkjole. Ambulancen med ambulancebehandler CS ankom kl. 22.48. Han noterede i journalen, at der var tale om 1. grads forbrændinger på højre skulder, armhule og overarm. Der blev givet 2 x 500 mg Kodimagnyl kl. 23.30, og natsygeplejersken blev tilkaldt. Der blev ikke målt nogen værdier.
Ambulancebehandler A var med på turen, og ifølge hans udtalelse til sagen fik de tøjet af ****, hvorefter der blev kølet med vand på skulder og arm. CS talte med hjemmesygeplejersken, som oplyste, at de kunne overtage behandlingen af hende.
Ifølge ambulancebehandler CS’ udtalelse til sagen vurderede han højre arm og skulder, og naboen skyllede med vand. Han ringede til skadestuen og talte med en sygeplejerske, som oplyste, at det skulle skylles godt i et par timer, og der kunne gives to Kodimagnyler. Derefter kontaktede han hjemmesygeplejersken, som ville komme med det samme. I samråd med sygeplejerske og medhjælper blev det aftalt, at de ville sørge for hende, og de ville ringe, hvis der var problemer. Der blev desuden lagt våde omslag på armen, inden de kørte.
Ifølge lægevagtens journal den 27. januar 2007 havde **** ved besøget dagen før kølet med vand, men havde ikke taget **** med, og hun havde ved kontakten til lægevagten smerter og store vabler. Hun blev efterfølgende sendt til skadestuen, Sygehus 1.
Ifølge journalen fra skadestuen den 27. januar 2007 havde redderne afvist at indbringe **** på skadestuen, fordi de ikke mente, skadestuen ville kunne udrette mere end det, de selv kunne tilbyde. Ifølge journalen blev der ved undersøgelse fundet 3. grads forbrændinger på højre arm svarende til en størrelse på ca. 3 håndflader. Desuden var der 2. grads forbrændinger med vabler samt vabler på venstre hånd. Forbrændingens overfladeareal beskrives som svarende til ca. 15 % af kroppen. Der blev fundet indikation for overflytning til Sygehus 2.
Patientklagenævnet kan oplyse, at en ambulancebehandler uddannet på niveau II er undervist i korrekt behandling af brandrelateres skader, som indbefatter iltbehandling, skylning, tildækning af den ikke beskadigede hud, smertebehandling, væsketerapi, måling af vitalparametre, udbredselsesgraden, komplikationer ved forbrændinger af udsatte personer, såsom ældre, den udmiddelbare dybde af forbrændingen, og at forbrændingen er en dynamisk proces, hvor såret udvikler sig med tiden, hvilket gør, at man ikke fra begyndelse (initialt) kan fastslå den endelige dybde af en forbrænding.
Nævnet kan videre oplyse, at initialbehandlingen er simpel men langvarig (skylning).
Det er nævnets vurdering, at ambulancebehandler CS burde have undersøgt **** med puls, blodtryk, iltmætning (saturation) og respirationsfrekvens og grundigt undersøgt forbrændingens placering og omfang, idet han stod overfor en patient med en potentielt livsfarlig forbrænding. Han burde have iværksat behandling med ilttilskud, anlæggelse af intravenøs adgang og infusion af isotonisk saltvand, fortsat skylning af brandsårene og eventuelt smertelindring med kvælstofforilte.
Det er videre nævnets vurdering, at ambulancebehandler CS i overensstemmelse med lægevagtens ordination burde have bragt **** til skadestuen med henblik på at blive vurderet af en læge.
Nævnet finder på denne baggrund, at ambulancebehandler CS har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af **** den 26. januar 2007.
Ifølge ambulancejournalen var det ambulancebehandler CS, som var den ansvarlige ambulancebehandler på turen, og ikke ambulancebehandler A.
Det fremgår af ****s redegørelse, at ambulancebehandler A også er uddannet niveau II redder.
Det er nævnets vurdering, at idet A også var uddannet niveau II redder, og idet A befandt sig sammen med **** og ambulancebehandler CS burde han have grebet ind, da ambulancebehandler CS fejlvurderede situationen.
Nævnet finder på den baggrund, at ambulancebehandler A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af **** den 26. januar 2007.
Ifølge sygeplejerske Bs udtalelse til sagen havde **** oplyst til aftenvagten, at behandlingen af **** skulle foregå i hjemmet efter aftale med skadestuen, og at der ikke var grund til indlæggelse, da behandlingen i form af fugtige klude på det forbrændte område ligeså godt kunne foregå hjemme som på skadestuen. Smerterne var aftaget så meget 45 minutter efter hans ankomst, at **** kunne hjælpes i seng med den ene hånd pakket ind i fugtige, kølige klude.
Nævnet finder anledning til at bemærke, at sygeplejerske B ikke har beskrevet omfanget af forbrændingens udseende, og det fremgår ikke, om der blev kontrolleret værdier (blodtryk, puls, respiration og temperatur).
Ifølge sygeplejerske Bs udtalelse havde redderne (ambulancebehandlerne) givet 1g Pamol, og **** tog tbl. morfin 10 mg 2 gange i løbet af natten. Sygeplejerske B tilså hende to gange i løbet af natten.
Det er nævnets vurdering, at sygeplejerske B ud fra sin uddannelse som sygeplejerske og forbrændingens størrelse, bedømt ud fra skadestuejournalen, selv burde have vurderet omfanget af forbrændingen, behandlingen og taget kontakt til skadestuen med henblik på at få **** på skadestuen.
Der foreligger ingen journalnotater vedrørende sygeplejersker Bs behandling af ****.
Det er nævnets opfattelse, at sygeplejerskers forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelser om patientens tilstand, pleje- og observationsbehov, således at de efterfølgende sygeplejersker kan udføre en forsvarlig sygepleje.
Det fremgår således også af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9229 af 29. april 2005 om sygeplejefaglige optegnelser, at pligten til at vise omhu og samvittighedsfuldhed forudsætter ordnede optegnelser af planlagt og udført sygepleje.
Endvidere fremgår det af denne vejledning, at journalen i relevant omfang blandt andet skal indeholde oplysning om årsag til henvendelsen eller kontakten, dato for kontakten, nødvendige observationer og oplysninger om patientens tilstand, indikation for foretagne undersøgelser samt resultatet heraf, planlagt indsats, udført pleje og behandling, forebyggelsestiltag, lindring, rehabilitering og observation mv. samt en beskrivelse og vurdering af resultatet.
Ifølge sygeplejerske Bs udtalelse gav han mundtlig rapport til dagvagten samt nedskrev forløbet på et stykke papir, idet han ikke havde adgang til elektronisk dokumentation.
Det er nævnets vurdering, at sygeplejerske B burde have dokumenteret forløbet. Det er i øvrigt nævnets vurdering, at der burde have været en tilgængelig vikarkode.
Det er på den baggrund nævnets vurdering, at sygeplejerske B har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af **** og journalføringen heraf den 26. juni 2007.
