
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod to personer, efter at de undlod at yde førstehjælp. Der er tale om en sygeplejerske og en social- og sundhedsassistent, som tiltales for grov skødesløshed, efter at de undlod at yde førstehjælp til en borger, som de fandt liggende livløs med ansigtet nedad i en havedam.
Episoden fandt sted i januar 2014, hvor de to sundhedsfaglige medarbejdere fandt borgeren i havedammen, men undlod at trække ham op og undersøge ham for livstegn, ligesom de ikke iværksatte genoplivning af manden, der ikke overlevede. Og efter anklagemyndighedens vurdering udviste de dermed grov skødesløshed i tjenesten.
Sagen behandles ved Retten i Sønderborg på mandag.