Tilsynsrådet for Vejle Amt skal genoptage behandlingen af sagen om Vejle Kommunes mulighed for at byde på ambulancekørsel i Vejle Amt. I starten af september sidste år spurgte Vejle Kommunes jurister selv Tilsynsrådet, om det var i orden at byde, hvis ambulancekørslen blev sendt i udbud, men ifølge Tilsynsrådet var det ikke en af de opgaver, som en kommune kan byde på hos andre offentlige myndigheder.
Hovedreglen er, at kommuner kan konkurrere om opgaver, som de selv løser – altså eksempelvis vedligeholdelse af veje eller brandslukning. Men ambulancekørsel er ikke noget, som kommunen arbejder med i forvejen, og derfor sagde Tilsynsrådet nej til Vejle Kommune.
Tilsynsrådet har imidlertid fejlfortolket lovgivningen, mener indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen; begrænsningerne for hvilke opgaver en kommune må udføre gælder nemlig kun hvis der er tale om opgaver, hvor det ikke udtrykkeligt fremgår af lovgivningen, at kommunerne må udføre opgaverne. Og når det gælder ambulancekørsel fremgår det af §2 i bekendtgørelsen om den præhospitale indsats at amtsrådet kan vælge at etablere ambulancetjeneste med egne ambulancer eller med ambulancer, der efter aftale stilles til rådighed af andre amtskommuner, kommuner eller private ambulanceentreprenører. Ifølge Lars Løkke Rasmussen har Tilsynsrådet for Vejle Amt oplyst, at Tilsynsrådet nu har genoptaget behandlingen af sagen.
“Når Vejle Kommune gerne vil byde ind på amtets ambulancekørsel i konkurrence med Falck skal de naturligvis have lov til det. Det drejer sig vel om at finde den mest egnede leverandør” siger Line Barfod fra Enhedslisten til BeredskabsInfo. Det var Line Barfoed, som havde rejst sagen i Folketinget efter Tilsynsrådets afgørelse. “Nu har Indenrigs- og sundhedsministeriet meddelt at Tilsynsrådet har genoptaget behandlingen af sagen. Det er jeg mægtig glad for at høre, for det betyder at dygtige medarbejdere i kommuner og amter kan byde ind på forskellige opgaver, hvor deres ekspertise og erfaring kan udnyttes”, siger Line Barfoed.
Afgørelsen får ikke umiddelbart indflydelse på ambulancekørselen i Vejle Amt, idet amtet indtil videre har opgivet at sende ambulancekørselen i udbud, efter at kun Vejle Kommune viste interesse for at byde på opgaven. I stedet satser Vejle Amt på et samlet udbud i samarbejde med de andre syddanske amter.