Hvis Vejle Kommune overtager en del af ambulancekørslen i Vejle Amt, vil det være i strid med de kommunale regler. Det er konklusionen i et svar fra Tilsynsrådet for Vejle Amt til Vejle Kommune. I starten af september spurgte Vejle Kommunes jurister selv Tilsynsrådet, om det var i orden at byde, hvis ambulancekørslen blev sendt i udbud, men ifølge Tilsynsrådet er det ikke en af de opgaver, som en kommune kan byde på hos andre offentlige myndigheder.
Hovedreglen er, at kommuner kan konkurrere om opgaver, som de selv løser – altså eksempelvis vedligeholdelse af veje eller brandslukning. Men ambulancekørsel er ikke noget, som kommunen arbejder med i forvejen. I dag er der rent faktisk to kommuner, der kører ambulancer – nemlig Roskilde Kommune, der kører i den nordlige del af Roskilde Amt og Gentofte Kommune, der kører for Københavns Amt – og afgørelsen kommer derfor bag på Vejle Amt, der har arbejdet for at få de kommunale brandvæsener til at byde på ambulancekørselen.
“Afgørelsen er overraskende. Min umiddelbare vurdering var, at når Roskilde og Gentofte kommuner måtte køre ambulance, måtte Vejle vel også”, siger jurist Tommy Mølgaard, Vejle Amt, til Vejle Amts Folkeblad.