Tilsyn skifter mening: Roskildes ambulancekørsel er alligevel lovlig

Kommunaltilsynet ved Statsforvaltningen Sjælland meddelte tidligere på måneden, at man anså Roskilde Brandvæsens forestående ambulancekørsel i kommunerne Greve, Køge og Solrød for ulovlig. Men efter et møde i dag har tilsynet skiftet mening, og nu er tilsynets jurister helt trygge ved, at Roskilde Kommune har indgået en aftale med Region Sjælland om at udføre ambulancekørslen i de tre kommuner.

Melding om, at kommunaltilsynet har skiftet mening, kommer efter et møde i dag mellem tilsynet, Region Sjælland, Roskilde Kommune og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Mødet blev arrangeret efter at tilsynet på baggrund af en klage tidligere havde meddelt Roskilde Kommune og Region Sjælland, at man ikke mente, at ordningen var lovlig, men er på mødet blevet tilsynet overbevist om det modsatte.

“Det er rart, at enhver tvivl hos tilsynet nu er fjernet. Vi har selvfølgelig undersøgt sagen grundigt både hos jurister og hos Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse inden vi bød ind på opgaven, så vi var sikre på, at det var lovligt. I forvejen har vi i mange år drevet ambulancekørsel ikke kun i Roskilde, men også i Lejre Kommune, uden at der har været nogen indvendinger mod det”, siger borgmester Poul Lindor Nielsen.

Før kommunesammenlægningen i 2007 varetog Roskilde Brandvæsen faktisk ambulancedriften for Roskilde Amt i hele seks kommuner. Og det samlede område, Roskilde Brandvæsen fra på mandag dækker med ambulancer, er forholdsmæssigt mindre end området indtil 2007. Roskilde Brandvæsen har i øvrigt haft ambulancetjeneste siden 1930, så det er altså en lang tradition, der føres videre.

“Borgerne i Greve, Solrød og Køge skal vide, at vi er 100% klar til at overtage opgaven den 1. februar. Alt kører på skinner og denne sag har ikke på nogen måde bremset os i vores forberedelser”, siger beredskabschef Carsten Iversen, Roskilde Brandvæsen. “Vi har 14 helt nye ambulancer og en stor stab af topkvalificerede medarbejdere, som glæder sig til opgaven”, fortæller beredskabschefen.

Annonce