Thisted får akutlægebil

Som led i budgetaftalen for 2020 har politikerne i Region Nordjylland besluttet, at der skal indsættes en akutlægebil i Thisted. Den nye akutlægebil bliver kun bemandet en del af døgnet, hvor den erstatter den nuværende paramedicinerbil. Resten af døgnet vil paramedicinerbilen fortsat være i drift. Akutlægebilen skal drives af regionen selv, og den får base på byens sygehus.

”Vi har besluttet, at vi nu vil etablere en akutlægebil i Thisted. Dermed sikrer vi den vestlige del af regionen en hurtigere lægehjælp i akutte situationer, ligesom den lægefaglige behandling i højere grad kan sættes i gang på ulykkesstedet. Jeg er rigtig glad for, at forligspartierne er blevet enige om vigtigheden af at opjustere”, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Ifølge regionsrådsformanden er det naturligt, at akutlægebilen etableres i Thisted, da regionen i forvejen har oprustet og udbygget den præhospitale dækning med blandt andet akutlægebil i Hjørring og paramedicinerbiler.

”Etableringen af akutlægebilen er med til øge trygheden for borgerne i Thy og Mors. Sammen med eksempelvis akutlægehelikopterne og de øvrige indsatser på området, sikrer vi, at alle borgere i Nordjylland er dækket godt ind i forhold til vores præhospitale setup i regionen”, siger Ulla Astman.

Paramedicinerbil skal dække en del af beredskabet

Der er afsat 2,5 mio. kr. til akutlægebilen, der kun kommer til at være i drift en del af døgnet. Den endelige driftsperiode er endnu uafklaret, men det er besluttet, at paramedicinerbilen i Thisted fortsat skal være i drift i de dele af døgnet, hvor lægebilen ikke er i beredskab.

Det er tidligere blevet besluttet politisk, at Region Nordjylland fra 2020 selv skal stå for driften af akut-, paramediciner- og akutlægebiler. Det er dermed også regionen, der skal stå for hele driften af den nye akutlægebil i Thisted.

Akutlægebilen vil få base på sygehuset i Thisted.

Annonce