Søndag var sidste uddannelse- og eksamensdag for akuthjælperne ved Region Sjællands nye akuthjælperkorps i Tappernøje. Alle 14 deltagere har bestået uddannelsen og er nu klar til at hjælpe i nærområdet omkring Tappernøje. Det forventes, at de nye akuthjælpere vil blive tilkaldt mellem 50 og 75 gange årligt.
Regionsrådsmedlem Jens Ravn var som formand for det politiske udvalg for det præhospitale område i Tappernøje for at følge de nye akuthjælpere, og sidst på dagen overrakte han de eftertragtede beviser.
Akuthjælper Katrine Nielsen, som til daglig arbejder som ergoterapeut i Vordingborg kommune, var ikke i tvivl om, at hun skulle være med i Tappernøjes nye akuthjælperordning:
”Tanken om at kunne hjælpe et andet menneske og måske være afgørende for liv og død betyder meget. Det at kunne leve i et tryggere liv i lokalområdet med den nye ordning betyder rigtig meget. I min hverdag som ergoterapeut ser jeg mange senfølger af for eksempel færdselsuheld og borgere med skader i centralnervesystemet. Hvis jeg her kan være med til at mindske følgerne af sygdom og tilskadekomst, vil det være det hele værd”, siger Katrine Nielsen.
Jens Ravn takkede akuthjælperne for deres interesse for ordningen, som nu er den 18. af sin slags i Region Sjælland. ”I er rigtige hverdagens helte”, sagde Jens Ravn, før han overrakte kursusbeviser til alle akuthjælperne.
Når akuthjælperne bliver kaldt ud, vil de køre forbi Korskilde Skolen og hente deres nødvendige udstyr, som opbevares i et opvarmet skab. Herefter begiver de sig til den adresse, hvor der er slået alarm. Akuthjælperne forventes normalt at kunne være fremme indenfor seks til otte minutter efter alarmering, alt afhængig af køreafstanden. Det forventes, at akuthjælperne i Tappernøje udkaldes mellem 50 og 75 gange årligt.