Sygetransporter skal ikke køres af ambulancefolk

Fremover skal de liggende sygetransporter i København ikke længere udføres af personale med ambulanceuddannelse. Som den første ambulancetjeneste i Danmark vil Københavns Brandvæsen lade de ikke-akutte liggende sygetransporter blive udført af personale, som udelukkende har en kort uddannelse indenfor transport af bevægelseshæmmede.

Både i de kommunale ambulancetjenester og i Falck har der været tradition for at sygetransporter, hvor patienten skulle transporteres liggende, foregik i en fuldt udstyret ambulance bemandet med ambulancepersonale – selv om lovgivningen ikke stiller krav til hverken behandlingsudstyr eller uddannelse ved ikke-akutte transporter. Det er bl.a. sket for at øge det samlede antal ambulancer, som er til rådighed, idet de ambulancer, der anvendes til sygetransport, i tilfælde af større ulykker hurtigt kan omdisponeres. Samtidig har man fået en bedre kapacitetsudnyttelse af ambulanceberedskabet, fordi akutambulancerne i stille perioder kan anvendes til sygetransporter.

Københavns Brandvæsens beslutning om at ændre på strukturen skyldes især, at antallet af liggende sygetransporter er steget kraftigt de seneste år p.g.a. specialiseringen af sygehusene i H:S, som betyder at patienter i stigende omfang skal transporteres rundt mellem sygehusene. Samtidig har udvidelsen af ambulanceuddannelsen gjort det dyrere at uddanne ambulancepersonale, og det stigende antal sygetransporter betyder at der for den enkelte behandler går længere og længere mellem akutte udrykninger, hvor uddannelsen kan bruges og dermed vedligeholdes.

I første omgang har Københavns Brandvæsen ansat 16 nye medarbejdere til sygetransporten, og de skal bemande otte køretøjer til liggende sygetransport (de må ikke kaldes ambulancer, når de ikke anvendes til akutte udrykninger).

Ifølge BeredskabsInfos oplysninger overvejer flere amter ligeledes at adskille de akutte ambulanceudrykninger og de liggende sygetransporter for dermed at opnå en besparelse på sidstnævnte. Det kan give vind i sejlene til Falcks konkurrenter, for hvis de to typer opgaver udbydes sendes i licitation separat vil f.eks. bus- og taxaselskaber uden problemer kunne byde på de liggende sygetransporter, hvor kravene til uddannelse er meget begrænsede – det kan ikke umiddelbart lade sige gøre, når akut ambulancekørsel og liggende sygetransport er integrerede, og dermed kræver personale med mindst tre års ambulanceuddannelse.

Annonce