Sygdom giver Region Nordjylland problemer med at bemande akutbilerne

Arkivfoto: Niels Aage Skovbo

Region Nordjylland har haft en svær sommer, hvor der har været store udfordringer med at bemande regionens akutbiler med paramedicinere. Ifølge regionen er det sygdom blandt personalet, som har medført problemer. For akutbilen i Hals har det konkret betydet, at den ikke har kunnet bemandes i 10 dage i sommermånederne.

Region Nordjylland hjemtog i 2020 driften af akutbilerne, men i år har der været problemer med både akut sygdom og langtidssygemeldinger blandt ambulanceredderne.

”Der har været begrænset personale til at dække akutbilerne. Vi har altid én på vagt i det, der hedder en afløservagt, til akut opstået sygdom på dagen. Men når vi pludselig løber ind i længere sygdomsforløb med medarbejdere, som gør, at deres vagter også skal dækkes – og personalet i øvrigt afløser hinanden i ferierul – så er der ikke meget personale at tage af”, fortæller Kenneth Lübcke, der er enhedschef i den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, til TV2 Nord.

Ude af drift i 10 dage

For akutbilen i Hals har den konkrete konsekvens været, at der siden 1. juni 2022 har været 10 dage, hvor akutbilen måtte blive i garagen, fordi der ikke var nogen paramedicinere til at bemande den. Kenneth Lübcke mener dog ikke umiddelbart, at regionen burde have flere paramedicinere på vagt som afløsere:

”Hvad skal de så lave, når hele butikken kører? Men det er klart, det her giver stof til eftertanke”, siger Kenneth Lübcke til TV2 Nord.

Region Nordjylland forsikrer, at man nu – hvor ferien er slut – atter vil kunne bemande akutbilerne hver dag.

Annonce