I årets første kvartal var der 1.181 udrykninger, hvor ambulancer og akutlægebiler fra Ambulance Syd var for lang tid om at rykke ud. Det svarer til 5,2 pct. af udrykningerne, hvilket er noget dårligere end den fastsatte målsætning om, at maksimalt 4 pct. af udrykningerne må overskride de såkaldte mobiliseringstider. Det er især akutlægebiler og akutbiler, der har problemer.
I Region Syddanmark har regionsrådet besluttet, at regionens egen ambulanceoperatør – Ambulance Syd – maksimalt må overskride kravene til mobiliseringstiden ved 4 pct. af udrykningerne. Mobiliseringstiden er den tid, der går, fra en opgave modtages af et beredskab og til opgaven er accepteret, og beredskabet har forladt stationen. Der måles således kun mobiliseringstider, når beredskaberne er på stationen, og ikke når de i forvejen er på hjul.
Regionens krav til mobiliseringstiden er:
- 90 sekunder ved A- og B-kørsler fra kl. 7:00 til 22:00 alle ugens dage.
- 120 sekunder ved A- og B-kørsler fra kl. 22:00 til 7:00 alle ugens dage.
- 150 sekunder ved C- og D-kørsler fra kl. 7:00 til 22:00 alle ugens dage.
- 180 sekunder ved C- og D-kørsler fra kl. 22:00 til 7:00 alle ugens dage.
For mange overskridelser
I 1. kvartal 2019 havde Ambulance Syd imidlertid problemer med at overholde servicemålet. I kvartalet var der i alt 22.563 udrykninger fra Ambulance Syds stationer, og heraf blev kravet til mobiliseringstiden overskredet ved 1.181 udrykninger. Det svarer til 5,2 pct. – og altså en del højere end servicemålet om maksimalt 4 pct. overskridelser.
Tallene viser imidlertid også, at der er stor forskel på, hvor ofte der sker overskridelser indenfor de forskellige beredskabstyper. Ambulancerne overholder akkurat servicemålet, mens næsten hver femte akutlægebil kommer for sent afsted:
- Akutbiler: 9,8 pct. overskridelser.
- Akutlægebiler: 18,6 pct. overskridelser.
- Ambulancer: 3,9 pct. overskridelser.
- Paramedicinerambulancer: 4,1 pct. overskridelser
- Sygetransporter: 2,3 pct. overskridelser.
Uhensigtsmæssig placering af akutlægebil
Blandt akutlægebilerne står det værst til i Åbenrå, hvor 69,5 pct. af de 361 udrykninger kom for sent af sted. Heraf var der ved 45 af udrykningerne tale om en forsinkelse på over 1 minut. Akutlægebilen i Odense har de bedste tal med kun 3,7 pct. overskridelser.
Akutlægerne på Åbenrås akutlægebil har til huse på Afdelingen for Bedøvelse og Intensiv, som afstandsmæssigt ligger langt fra akutlægebilens nuværende placering. Afdelingen flytter ved årsskiftet til nye lokaler i en ny sengebygning tættere på akutlægebilens placering. Forventningen er, at akutlægebilen vil kunne komme hurtigere på hjul efter flytningen.
Hvis man udelod akutlægebilerne fra opgørelsen, ville mobiliseringstidsoverskridelserne for 1. kvartal 2019 udgøre 3,9 pct.