Det svenske firma Babcock Scandinavian AirAmbulance tilbyder nu at levere en nordjysk akutlægehelikopter til en pris, som ligger ca. 3 mio. kr. under prisen fra Norsk Luftambulanse, der driver de øvrige akutlægehelikoptere. Selskabet vil placere helikopteren i Sindal, og det får opbakning fra flere regionsrådsmedlemmer i Region Nordjylland.
Det er Enhedslisten, Dansk Folkeparti og løsgængeren Thomas Hav, som nu vil have det samlede regionsråd i Region Nordjylland til at forholde sig til en alternativ plan for landets fjerde akutlægehelikopter, som Folketinget har besluttet at placere i Nordjylland. Politikerne ønsker, at regionsrådet skal fremsætte en udtalelse, der anbefaler en alternativ model for den nordjyske akutlægehelikopter.
Danske Regioner har præsenteret en ambitiøs plan, som indebærer, at akutlægehelikopteren i Skive flyttes til Herning, mens helikopteren i Billund flyttes til Assens på Fyn. Den fjerde helikopter skal så placeres i Jammerbugt Kommune i Nordjylland. Det vil medføre, at der skal investeres ca. 20 mio. kr. i nye baser til helikopterne, og samtidig vil prisen for den fjerde helikopter blive 55 mio. kr., mens der kun er afsat 45 mio. kr. på finansloven.
Vil have helikoptere i Skive og Sindal
De nordjyske politikere mener imidlertid, at akutlægehelikopteren i Skive skal bevares.
Samtidig opfordrer de Folketinget til at tage stilling til et nyt tilbud fra Babcock Scandinavian AirAmbulance, som tilbyder at indsætte en EC135-helikopter med base på Sindal Lufthavn med et varsel på bare tre måneder. Dermed vil helikopteren kunne indsættes fire måneder tidligere end Danske Regioner har planlagt – og det vil kunne ske til en pris, som giver en årlig besparelse på op til 3 mio. kr. Besparelsen vil de nordjyske politikere i stedet anvende på nye akutbiler.
Babcock Scandinavian AirAmbulance er Nordens største virksomhed indenfor lægehelikoptere med aktiviteter i både Sverige og Finland. I en e-mail til regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen (DF) oplyser Babcock Scandinavian AirAmbulance, at selskabet har en EC135-akutlægehelikopter til disposition, efter at Stockholms Läns Landsting har valgt at skifte til en større model. Den helikopter vil Babcock Scandinavian AirAmbulance kunne tilbyde til en årlig pris på 32,5 mio. kr., der inkluderer 700 flyvetimer. Prisen forudsætter, at selskabet får stillet en base til rådighed vederlagsfrit, hvilket f.eks. kunne være muligt i Sindal Lufthavn.
Regionsrådet i Region Nordjylland vil skulle tage stilling til forslaget den 29. maj 2018.