Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjerne til sundhedspersonalet om den nye coronavirus. Retningslinjerne beskriver, hvordan de danske sundhedsmyndigheder og sundhedsvæsenet – herunder det præhospitale beredskab – skal håndtere coronavirussen, og hvordan patienten skal håndteres, bl.a. i ambulancen.
De opdaterede retningslinjer indeholder ny information om, hvornår der kan være risiko for, at en person er smittet med coronavirus (2019-nCoV).
”Når vi opdaterer retningslinjen nu, skyldes det, at sygdommen har udviklet sig, og den nye information i de opdaterede retningslinjer er således på linje med det, der anbefales fra det europæiske agentur for smitsomme sygdomme (ECDC)”, forklarer Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen.
Retningslinjerne blev første gang udarbejdet og sendt ud til relevant sundhedspersonale den 23. januar 2020. De opdaterede retningslinjer bliver nu sendt ud til sundhedspersonale, relevante afdelinger og andre aktører i sundhedsvæsenet.
Håndtering af patienter ved ankomst med fly
Om håndtering af patienter ved ankomst med fly skriver Sundhedsstyrelsen:
”Ved mistanke om person med 2019-nCoV-infektion på ankommende rutefly til danske lufthavne alarmerer lufttrafiktjenesten det stedlige politi, der indhenter indledende oplysninger om antal syge, de rejsendes færden (ophold hvor, hvornår, nationalitet) og sygdomstegn (fx feber, hoste).
Politiet alarmerer herefter AMK og Styrelsen for Patientsikkerhed. I beredskabsplanen for den enkelte lufthavn kan anden procedure dog være aftalt.
AMK sender Indsatsleder Sundhed til lufthavnen.
AMK og Styrelsen for Patientsikkerhed etablerer kontakt, og AMK alarmerer desuden infektionsmedicinsk afdeling på henholdsvis Hvidovre Hospital eller Aarhus Universitetshospital, Skejby.
Indsatsleder Sundhed afklarer med overlæge fra Styrelsen for Patientsikkerhed og infektionsmedicinsk speciallæge, om mistanken om 2019-nCoV opretholdes, og hvordan såvel patient som øvrige passagerer og besætning skal håndteres, herunder transport og beskyttelsesforanstaltninger.
Når grundlag for mistanke om 2019-nCoV er bekræftet af læge, evt. telefonisk på baggrund af første melding fra fly, så skal ikke-sundhedsfagligt personale i lufthavnen som f.eks. politi og told, der skal have tæt kontakt med passager, følge hygiejniske forholdsregler som nævnt ovenfor vedr. håndtering i lægevagtsklinikker, på akutmodtagelser m.v.
Som udgangspunkt vil passagerer op til 2 sæder (og på sæder modsat af gangen) fra den smittede patient samt det flypersonale der har serviceret patienten skulle håndteres som høj-risiko kontakter. Øvrige passagerer på flyet vil som udgangspunkt være at betragte som lav-risiko kontakter. Som udgangspunkt fremmøder Styrelsen for Patientsikkerhed i lufthavnen.
Ved behov træffer politi og Styrelsen for Patientsikkerhed, på epidemikommissionens vegne, beslutning om de videre foranstaltninger for øvrige passagerer og besætning efter epidemilovens bestemmelser. Styrelsen for Patientsikkerhed informerer såvel nære kontakter som øvrige passagerer og flyets besætning.”
Ambulancetransport til infektionsmedicinsk specialafdeling
Om ambulancetransport til infektionsmedicinsk specialafdeling skriver Sundhedsstyrelsen:
”Ved ambulancetransport af patient med mistanke om 2019-nCoV-infektion bør:
- Patienten iføres almindelig kirurgisk maske uden udåndingsventil.
- Båren beklædes med et ikke-permeabelt engangsplastunderlag eller lignende.
- Ikke-nødvendigt udstyr i ambulancen fjernes eller overdækkes med plastik.
- Såfremt forholdene tillader det, bør patienten selv gå ind og ud af ambulancen, og selv påsætte maske.
- Håndtering af patienten begrænses til så få personer, og så få procedurer, som det er fagligt forsvarligt.
- Der føres log over procedurer og kontakter i ambulancen.
Ambulancepersonale med direkte patientkontakt bør bære smittebeskyttelsesudstyr i form af handsker, væskeafvisende, langærmet engangsovertrækskittel, kirurgisk maske og visir/beskyttelsesbriller.
Ved aerosolproducerende procedurer fx behov for akut håndtering af luftveje bør personalet bære FFP3 maske.
Patienten bør modtages på enestue i isolation, hvis muligt direkte fra terræn, og altid udenom akutmodtagelse.
Efter transporten rengøres ambulancen med vand og sæbe, og der foretages desinfektion med et klorholdigt produkt (minimum 1.000 ppm). Spild af kropsvæsker optørres straks med absorberende materiale efterfulgt af pletdesinfektion med klorholdigt produkt (minimum 10.000 ppm). Ved rengøring samt håndtering af tekstiler og affald bæres beskyttelse som ved patienthåndtering.
Affald bortskaffes ved det modtagende sygehus som klinisk risikoaffald. Linned og øvrige tekstiler emballeres i gelatine- eller plastpose og lægges til vask. Personalet ved infektionsmedicinsk afdeling yder ved behov assistance og rådgivning vedr. de hygiejniske forholdsregler.”
Download retningslinjerne her.