Sundhedsstyrelsen: Vi har ikke grund til at kritisere Region Sjælland

Sundhedsstyrelsen mener ikke, at Region Sjællands evaluering af det nye præhospitale beredskab er for langsom, og Sundhedsstyrelsen har i det hele taget ingen grund til at kritisere Region Sjællands procedure for evalueringen af det nye setup, hvor der satses på paramedicinere fremfor læger. Det slår Sundhedsstyrelsens direktør fast, efter at en overlæge fra styrelsen ellers har bakket op om kritik fra Lægeforeningen.

I sidste uge rettede Lægeforeningen en hård kritik mod Region Sjælland, der blev beskyldt for at være alt for langsom til at evaluere den omfattende omlægning af beredskabet, som blev en realitet i foråret 2011.

Den kritik fik efterfølgende opbakning fra overlæge Annlize Troest fra Sundhedsstyrelsens afdeling for sygehusbehandling og beredskab. Hun er medlem af en følgegruppe i Region Sjælland, der skal sørge for, at den nye præhospitale struktur løbende monitoreres og evalueres, og det er et projekt, som har Sundhedsstyrelsens interesse, fordi den nye struktur indebærer store forandringer og samtidig adskiller sig fra andre regioners præhospitale struktur.

”Generelt finder Sundhedsstyrelsen, at den løbende monitorering burde have været iværksat hurtigt efter at den nye præhospitale ordning trådte i kraft. Sundhedsstyrelsen finder, at både evaluering og løbende monitorering er vigtigt at foretage i den aktuelle sammenhæng”, skrev Annlize Troest for en uges tid siden til Region Sjælland.

Medicinaldirektør afviser kritik

Sundhedsstyrelsens øverste chef, adm. direktør Else Smith, afviser imidlertid, at styrelsens brev til Region Sjælland skal ses som en kritik af processen. Der er således blot tale om, at styrelsen har påpeget nogle opmærksomhedspunkter. Else Smith noterer sig samtidig, at der er fremdrift i regionens evaluerings- og monitoreringsarbejde.

”Sundhedsstyrelsen finder på det foreliggende ikke grund til at udtale kritik af regionens præhospitale planlægning. Sundhedsstyrelsen har i sin kommunikation med Region Sjælland henvist til, at Sundhedsstyrelsen siden 2010 i sin rådgivning til regionen alene har givet udtryk for opmærksomhedspunkter”, siger Else Smith.

Ifølge Else Smith har Sundhedsstyrelsen særlig fokus på den kommende evaluering af Region Sjællands akutbilsordning med brug af paramedicinere i akutbiler i stedet for læger. ”Sundhedsstyrelsen finder det hensigtsmæssigt, at sådanne større strukturelle forandringer i sundhedsvæsenet løbende monitoreres og evalueres med henblik på at kunne foretage eventuelle nødvendige ændringer af organisationen, samt for at de opnåede erfaringer kan stilles til rådighed for hele sundhedsvæsenet”, lyder udmeldingen således fra Sundhedsstyrelsen.

Ifølge Region Sjælland forløber evalueringen helt som planlagt.

Annonce