Sundhedsreform: Gammel vin på nye flasker

Tirsdag præsenterede regeringen sit udspil til en sundhedsreform, som regeringen selv beskriver som en ny og mere ambitiøs retning. På det præhospitale område er reformen dog hverken særligt ny eller særligt ambitiøs. Reformen indeholder nemlig kun tre initiativer, og alle tre er identiske med initiativer, som regeringen præsenterede i et andet udspil i oktober 2021.

På akutområdet præsenterer regeringen det nye udspil til sundhedsreform således: ”Regeringen vil sikre hurtigere og bedre hjælp ved akut sygdom samt styrke de kommunale akuttilbud med en række konkrete forslag.”

Men de tre konkrete forslag på det præhospitale område er faktisk gamle initiativer, som regeringen allerede præsenterede i oktober 2021 som led i et helt andet udspil, “Tættere på II – Sundhed, uddannelse og lokal udvikling”.

Flere akutberedskaber

Det første forslag omfatter tilførsel af ekstra akutberedskaber. Regeringen ønsker her at styrke akutberedskabet med 5-10 ekstra ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler i de dele af landet, hvor behovet er størst. ”Det skal kunne mærkes for de borgere, som bor i områder, hvor responstiden i dag er længst”, skriver regeringen. Det er præcis samme formulering, som blev anvendt, da forslaget blev præsenteret første gang for et halvt år siden.

Det næste forslag går på en taskforce for et robust og trygt 112-akutsystem. Denne taskfroce blev dog allerede nedsat ved udgangen af 2021 for at ”tilvejebringe løsninger, der løbende kan iværksættes, så der på tværs af landets regioner er tilstrækkelig robusthed i de telefoniske alarmsystemer, når borgerne ringer 112 – også i perioder med spidsbelastning”.

Kampagner for hjerteløbere og registrering af hjertestartere

Tredje forslag går på, at der skal flere hjerteløbere i hele landet og ske bedre registrering af hjertestartere. Regeringen vil her iværksætte en indsats, der skal sikre flere hjerteløbere i hele landet i form af en kampagne, hvor frivillige opfordres til at tilmelde sig hjerteløberordningen. Der er et særligt potentiale i udbredelse af hjerteløbere til yderområderne, hvor de kan indgå som et supplement til den præhospitale indsats ved at træde hurtigt til i tiden før, ambulancen når frem.

Der iværksættes desuden en kampagne, som skal understøtte, at flere hjertestartere bliver registreret, så de mange frivillige hjerteløbere altid har adgang til funktionsdygtige hjertestartere og kan se, hvor de er placeret.

Også dette initiativ blev lanceret i oktober 2021.

Annonce