Succes for forsøg med AED-enhed hos brandvæsen

Siden 1. september 2005 er Århus Brandvæsen rykket ud til hjertestop i Århus midtby med en særlig AED-enhed (akutenhed med hjertestarter). Og ifølge en foreløbig evaluering af forsøgets første tid, så har det været en succes. Akutenheden har haft særdeles korte reponstider, hvor enheden har været fremme på mellem 30 sekunder og fem minutter, og ved 482 ud af de i alt 615 udrykninger var enheden fremme før ambulance/lægebil. Mandskabet har iværksat generel førstehjælp, og i 36 tilfælde er der skabt frie luftveje, givet kunstig åndedræt eller givet hjertemassage. I fire tilfældet er der defibrilleret, og tre af disse patienter var stadig i live 30 dage efter sygdomstilfældet. Herudover har enhedens personale ofte assisteret ambulancepersonalet.

Formålet med projektet har været at styrke det allerede eksisterende præhospitale beredskab (ambulancetjeneste og præhospital lægetjeneste) i Århus midtby ved at udnytte dels mandskabet på brandstationen, som døgnet rundt sidder klar til udrykning indenfor 60 sekunder, dels den geografiske placering af hovedbrandstationen.

Fra forsøgets start 1. september 2005 og frem til og med 28. oktober 2006 er fire personer blevet defibrilleret af personale fra Århus Brandvæsen. Tre af disse var fortsat i live mere end 30 dage efter sygdomstilfældet, mens den fjerde blev erklæret død af lægen fra lægebilen. I samme periode kørtes 629 udrykninger, hvoraf 615 første til patientkontakt. Hjertestarter er registreret monteret 14 gange (2,3% af alle patientkontakter), heraf er der fundet stødpåvirkelig rytme fire gange. På disse fire patienter er der stødt henholdsvis én og to gange. I 41 tilfælde (13,2 % af 310 registreringer) vurderedes personen uden livstegn ved AED-enhedens ankomst.

Personalet på AED-enheden har skabt frie luftveje, givet kunstigt åndedræt eller givet hjertemassage i 36 tilfælde. I andre tilfælde har det enten ikke været nødvendigt eller ikke relevant (i tilfælde med dødsformodning). Blandt disse 36 forløb er der registreret skabelse af frie luftveje 35 gange (97%), 14 gange (39%) er der givet kunstigt åndedræt og hjertemassage er givet ni gange (25%). Halvdelen af alle udrykninger havde en responstid kortere end 3:23 min, med 0:31 min hhv. 5:33 som korteste hhv. længste responstid.

Der er ikke registreret trafikuheld, personskade eller betydende tingskade i forbindelse med projektet.

AED-enheden bemandes med to personer på vagtholdet på Hovedbrandstationen ved Århus Brandvæsen. Ved udrykning af AED-enheden opretholdes brandberedskabet ved enten at supplere slukningstoget på hovedbrandstation med personale i andre funktioner på stationen eller ved at ændre disponeringsrækkefølgen af Århus Kommunes samlede brandberedskab (hovedbrandstationen og Falck-Gården). Endvidere kan deltidsbrandfolk indkaldes.

Ved gennemgang af udrykningsrapporter fra perioden 1. september til 31. august, med henblik på afklaring af AED-enhedens indflydelse på brandberedskabet, er der fundet to eksempler på samtidig forekomst af udrykning med AED-enheden og behov for brandudrykning i hovedbrandstationens område. Ved disse udrykninger blev disponeringsrækkefølgen ændres, så brandudrykningen blev varetaget af brandberedskabet på Falck-Gården. Der har ikke været behov for to samtidige brandudrykninger samtidig med udrykning fra AED-enheden. Men hvis ordningen gøres permanent, så kan det ikke udelukkes, at AED-udrykningerne kan falde sammen med behovet for to samtidige brandudrykninger. Sker det, vil dette medføre indkaldelse af deltidsbrandfolk og dermed forbundne udgifter til dækning af brandberedskabet.

Personalet på AED-enheden har vurderet samarbejdet med øvrige aktører i forbindelse med AED-enhedens udrykninger; felterne på AED-journalen var God, Middel eller Dårlig. Fire journaler indeholder vurderingen Middel, ingen Dårlig. Hverken Falck, Den Præhospitale Lægetjeneste i Århus Amt eller den præhospitale leder i Århus Amt har givet udtryk for problemer med brandvæsenets indsats eller samarbejdet på skadestedet. Brandpersonalet har i flere tilfælde assisteret med bl.a. nedbæring af patienter og omsorg for pårørende. Brandpersonalet har i et enkelt tilfælde ydet assistance i forbindelse med transport til sygehus (fortsat påbegyndt hjertemassage under transporten).

AED-ordningen anslås at koste ca. 375.000 kr. om året. Det er meningen, at forsøget skal løbe til 1. september 2007. Herefter skal der udarbejdes en større evalueringsrappport, og så bliver det op til den nye Region Midtjylland at afgøre, om forsøget skal gøres permanent.

Annonce