Responce slutter tiden som selvstændigt selskab med et stort underskud. Responce, der for kort tid siden blev overtaget af Falck, tabte 2 mio. kr. på driften i 2014, og det satte egenkapitalen under pres. Samtidig blev selskabets kortfristede gæld fordoblet, hvilket tilsyneladende især skyldes leasing af ambulancer.
Responce har de seneste år gradvist ekspanderet, således at selskabets portefølje omfattede en ambulancekontrakt og en akutbilskontrakt i Region Midtjylland samt en kommende ambulancekontrakt i Region Syddanmark. I sidste måned blev Responce imidlertid overtaget af Falck – ifølge Responces direktør fordi den stigende priskonkurrence på ambulancekørslen skabte stor bekymring for fremtiden.
Et nyt regnskab fra Responce viser da også, at selskabets økonomi er under et vist pres. Bruttofortjenesten steg godt nok fra 7,9 mio. kr. i 2013 til 8,9 mio. kr. i 2014. Men samtidig steg især administrationsomkostningerne voldsomt, og dermed gav driften et underskud på 1,3 mio. kr. Efter finansielle omkostninger blev resultatet et driftsunderskud på 1,9 mio. kr.
Trods underskuddet havde Responce ved årsskiftet en solid likviditet med 4,7 mio. kr. i kassen, men egenkapitalen – forskellen mellem aktiver og passiver – var under pres og landede på beskedne 4,3 mio. kr. En så lav egenkapital ville kunne give Responce problemer med de soliditetskrav, som regionerne stiller ved udbud.
Den mest markante udvikling i Responces økonomi er, at den kortfristede gæld er steget fra 15 mio. kr. til 26,5 mio. kr. Der er især tale om leasingforpligtelser, hvor der indenfor et år skal betales 11 mio. kr. i leasingydelse og indenfor 1-5 år skal betales 32 mio. kr.
Responce havde i 2014 i gennemsnit 118 medarbejdere, og der blev udtalt 50 mio. kr. i løn, pension mv.