Det er ord mod ord i en stadig mere mystisk sag om en ambulancetur på Fyn. På den ene side står Region Syddanmark, som oplyser, at ambulancen den pågældende dag ankom hos patienten kl. 14.30. På den anden side står en sygeplejerske, en sygelejestuderende og en pårørende, som fastholder, at regionens oplysninger ikke kan passe.
Den 1. september 2015 trådte nye ambulancekontrakter i kraft i Region Syddanmark, og ambulancekørslen overgik fra Falck til BIOS og Responce. Samtidig foretog regionen imidlertid en væsentlig ændring i strukturen på ambulanceområdet, da man overgik fra en responstidsmodel til en beredskabsmodel.
Efter den hidtidige responstidsmodel var det Falck, der som ambulanceoperatør havde ansvaret for at sikre, at regionens responstidsmål blev overholdt – herunder at der til enhver tid var nok ambulancer. Efter den nye beredskabsmodel skal BIOS og Responce som ambulanceoperatører alene levere et antal ambulanceberedskaber. Men det er Region Syddanmark, som fastsætter antallet af beredskaber og har ansvaret for, at responstidsmålene overholdes.
Læge rekvirerede ikke-akut ambulancetur
Netop responstiderne er det centrale stridspunkt i den konkrete sag om en ambulancetur, der blev afviklet den 10. september 2015.
Det ligger fast, at en sygeplejerske fra Faaborg-Midtfyn Kommune denne dag var på besøg hos en ældre borger, der havde stærke smerter i maven. Kl. 11.40 kontaktede sygeplejersken patientens egen læge, der omkring kl. 12 rekvirerede en ambulance som kørsel D, der er en ikke-akut kørsel. Her er servicemålet en responstid på 1½ time. Sygeplejersken kontaktede kl. 13.39 og 14.01 vagtcentralen for at rykke for ambulancen, der endnu ikke var nået frem. Ved første opkald oplyste vagtcentralen, at der vil blive ringet tilbage, men det skete ikke, og ved andet opkald oplystes det, at der ikke var nogen ledige ambulancer.
Modstridende oplysninger om ankomsttid
Ifølge en redegørelse fra Region Syddanmark ankom ambulancen til patienten ”kl. ca. 14.30”. Det fremgår ikke, hvorfor regionen kun oplyser et cirka-tidspunkt, da ambulancernes afgangs- og ankomsttider normalt registreres helt præcist. Regionen oplyser dog, at ankomsttidspunktet konstateres via GPS.
Men ifølge tre personer kan ankomsttidspunktet ikke passe. Sygeplejersken var ledsaget af en sygeplejestuderende, og ifølge en intern redegørelse fra Faaborg-Midtfyn Kommune har de begge forklaret, at de forlod patienten kl. 15 – og at der på det tidspunkt ikke var ankommet en ambulance. Kommunen har ifølge redegørelsen også kontaktet patientens søn, der var tilstede hos patienten. Han har oplyst, at ambulancen ankom mellem kl. 15.30 og 15.45 og derefter kørte patienten til sygehuset i Svendborg.
Sagen kompliceres yderligere af, at der også er uklarhed om, hvornår patienten ankom til sygehuset. Ifølge Region Syddanmarks redegørelse skete det kl. 15.22, men ifølge det indlæggelsesadvis, som sygehuset har udarbejdet til hjemmeplejen i Faaborg-Midtfyn Kommune, er indlæggelsen først sket kl. 20.53.