Stopper hade-hjemmeside om Falck

Tidligere redningsleder i Falck Torben Wiinholt har valgt at stoppe sin meget omtalte hade-hjemmeside om Falck. Efter en fyring fra Falck havde Torben Wiinholt oprettet hjemmesiden, hvor han rettede en massiv kritik mod navngivne medarbejdere i Falck. Men selv om der ifølge Torben Wiinholt er kommet mange positive tilkendegivelser, så er presset – specielt på familien – blevet for stort, og derfor stoppes hjemmesiden. Torben Wiinholt affyrer dog en sidste bredside mod Falck.

“Der er kommet rigtig mange reaktioner på indholdet af siden, lidt negative og rigtig mange positive. Jeg er blevet ganske forundret over, at jeg langt fra er den eneste der er blevet behandlet utroligt dårligt. Således har jeg modtaget flere henvendelser med hårrejsende beretninger, hvor et par af dem faktisk involverer de samme personer som min egen sag”, siger Torben Wiinholt.

I forbindelse med lukningen af hjemmesiden affyrer Torben Wiinholt en sidste bredside mod Falck: “Jeg havde egentlig planer om en større opdatering af hjemmesiden, hvor jeg blandt andet ville sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at ansætte deltidsbrandfolk, der bor mere end 8 minutters kørsel fra stationen, hvor de skal møde. Falck vil til enhver tid påstå, at de indskærper over for deres brandfolk, at de altid skal overholde færdselsloven, men når brandfolkene så modtager et alarmopkald, så kører adrenalinen i kroppen, og nogle af disse brandfolk kører som død og helvede for at nå med brandbilen. Dette afstedkommer mange farlige situationer i trafikken, og det er ikke rimeligt. Det er selvfølgelig altid brandmandens ansvar, men her mener jeg at den lokale stationsleder også bør stilles til regnskab, for når han ansætter brandfolk, der bor så langt væk, så burde han kunne forudsige at sådanne situationer kan opstå”.

Falck besluttede tidligt i forløbet, at redningskorpset ikke selv ville køre en sag i anledning af indholdet på hjemmesiden. Men samtidig erklærede Falck sig parat til at støtte medarbejdere, der selv måtte ønske at anlægge sag mod Torben Wiinholt. “Hjemmesiden har fået nogle af de omtalte til at true med både advokat og retssager, men jeg må indrømme at jeg nu ser frem til dette med ophøjet ro. Jeg har lavet mit forarbejde og har dokumentationen i orden”, siger Torben Wiinholt.

Torben Wiinholt blev efter 19 års ansættelse tvunget til at forlade Falck i maj 2006. Hans hjemmeside vil fortsat indeholde det, som Torben Wiinholt selv betegner som en “tak” til Falck for den behandling, som de har givet ham, men den vil ikke blive opdateret.

Annonce