I maj blev udkaldsradiussen for hjerteløberne øget fra 1,8 km. til 5 km. i hele Danmark. Dermed tages der højde for, at hjerteløberne i praksis ofte kører i bil – og altså ikke løber frem til patienten. Ændringen lader til at have været en succes i Region Syddanmark, hvor andelen af udkald, hvor der møder en hjerteløber frem, er steget fra 76-90 pct. til 95-99 pct.
I de tre måneder, der er gået, siden udkaldsradiussen blev ændret, når der i gennemsnit mindst én hjerteløber frem til personen med hjertestop i 95-99 pct. af udkaldene.
I perioden maj 2020 til april 2021, hvor udkaldsradiussen stadig var på 1,8 km., var der hjerteløbere med på 76-90 pct. af udkaldene.
”Det er rigtig godt at se, at den store frivillige indsats, som hjerteløberne leverer, nu virker endnu bedre. Det har været et stort ønske fra mange af de frivillige i Region Syddanmark, at udkaldsradiussen for hjerteløbere blev øget fra de 1,8 km. til 5 km. Den længere udkaldsradius giver bedre mulighed for, at der kommer hjerteløbere ud til hjertestop i landområder, særligt i de mere tyndt befolkede områder”, siger formanden for Region Syddanmarks præhospitaludvalg, Mads Skau (V).
Afstanden til hjertestoppet og hjertestarteren er som hovedregel længere i Region Syddanmark end i Region Hovedstaden, hvor de fleste hjerteløbere løber til hændelsen. I Region Syddanmark kører to ud af tre hjerteløbere i bil til hjertestoppet.
Mange nye hjerteløbere
Siden 12. juni 2021, hvor Christian Eriksen fik hjertestop i Parken, har gennemsnitligt 555 danskere meldt sig som hjerteløbere hver uge. Inden den 12. juni 2021 var der 250-300 nye hjerteløbere om ugen.
Opgjort medio september 2021 var der i alt 122.506 hjerteløbere i Danmark, heraf 18.527 i Region Syddanmark.
”Hurtig hjælp er afgørende, når det handler om hjertestop. Derfor er vi dybt taknemmelige over, at så mange frivillige har valgt at blive hjerteløbere. Forhåbningen var, at vi ville få mange flere frivillige til at løbe ud til hjertestop, når vi overgik til hjerteløberordningen, og det har vi i dén grad fået”, siger Mads Skau.