Stadig intet nyt fra Samariten

Samariten annoncerede i sidste uge, at selskabet i dag tirsdag ville komme med yderligere information om opstarten af Samaritens nye aktiviteter i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Indtil videre er der dog ikke kommet nogen information fra Samariten, selv om selskabets hjemmeside stadig oplyser, at der offentliggøres information den 2. december 2008. Samtidig afviser Foreningen af Kommunale Beredskabschefer Samaritens oplysninger om, at der skulle have været afholdt – eller arrangeret – et møde mellem beredskabscheferne og Samariten.

Samariten, der fra næste år skal overtage driften af omkring 100 ambulancer i tre danske regioner, er blevet hårdt kritiseret for en nærmest total mangel på information til såvel de berørte medarbejdere som offentligheden. Samariten har således ikke oplyst, om alle de reddere, der i dag er beskæftiget med ambulancekørsel i Samaritens nye områder, vil blive tilbudt beskæftigelse, og om det i givet fald sker på samme vilkår som i dag, og Samariten har heller ikke oplyst, hvor deres stationer i Region Sjælland bliver placeret og hvor stort beredskabet bliver.

I sidste uge, hvor Samariten vandt en del af udbuddet i Region Hovedstaden, lød udmeldingen fra Samariten, at der den 2. december 2008 ville komme information om Samaritens opstart i både Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Det er dog ikke sket på nuværende tidspunkt.

Samariten har senest oplyst, at selskabet har været på besøg på Erhvervsakademiet i Nordsjælland, DIMS i Herlev og Humanica i Hillerød, hvor der er drøftet et kommende samarbejde om uddannelse af redderelever i Danmark – møder, som Samariten selv beskriver som positive og informative.

Ifølge Samariten har selskabet desuden haft et møde med Foreningen af Kommunale Beredskabschefer i Region Midtjylland. Det er imidlertid ikke korrekt, oplyser næstformanden for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, Jesper Djurhuus, der endvidere oplyser, at foreningen heller ikke har fået nogen henvendelser fra Samariten om et møde.

Samariten har også tidligere oplyst, at selskabet har fået mange henvendelser om ansættelse og elevpladser, men at man først vil have mulighed for at svare på mange af henvendelserne i løbet af januar.

Annonce